Hans Morten Rubin, 1932-2002, dansk journalist og direktør. Efter en del år ved Det Berlingske Hus (Billed-Bladet 1949-53 og B.T. 1953-67) var Hans Morten Rubin 1968-82 ansat ved TV-Aktualitetsafdelingen i DR som redaktionssekretær, siden som souschef og programchef. 1982-83 var Rubin chefredaktør for Horsens Folkeblad og 1984-86 direktør for Weekend TV. Fra 1986 havde han i Nordisk Film ansvar for Nordisk Film og TV, og 1990-95 var han direktør for den samlede koncern. Han var fra 2000 medlem af bestyrelsen for Danmarks Radio.