Børne-tv. En af DR-TVs mere kendte børneudsendelser var Ingrid og Lillebror, der blev sendt 1965-75. Serien var bygget op omkring Ingrid Skovgaards og dukken Lillebrors rolige og fantasifulde dialog, leg og sange. Bob Goldenbaum lagde stemme til dukken.

.

Børne-tv er tv-programmer henvendt til børn, rækkende fra det pædagogiske og oplysende til underholdning med adspredelse og oplevelse som mål. Offentligt tv har overvejende fulgt den første linje og kommercielt tv den anden, fx ved at vise mange tegnefilm med populære figurer. Disse to hovedlinjer i børne-tv har kulturhistorisk baggrund i 1700-tallets og 1800-tallets barnesyn, der skiftevis betonede barndommen som en periode med indlæring og forberedelse til voksenlivet og som et livsafsnit med selvstændig værdi og særlig vægt på legen.

Inden for børne-tv er det oplysende og det underholdende til stadighed søgt sammenføjet; et tidligt eksempel er den originale amerikanske serie Disneyland fra 1954 med naturfilm, tegnefilm mv. Den fik international udbredelse, hvilket også skete for dukkeserien Sesame Street (USA), produceret siden 1969 for den halvoffentlige tv-kanal Public Broadcasting System (PBS) og med lokale versioner i andre lande. Indlæring blev her opfindsomt gjort til en leg, bl.a. med Jim Hensons (1936-1990) dukker, som senere sås i Muppet Show (England 1976-1981). Blandt store succeser inden for underholdende børne-tv kan nævnes den svenske serie Pippi Langstrømpe (1968) og den amerikanske tegneserie Teenage Mutant Ninja Turtles (fra 1987).

Børne-tv i Danmark

I Danmark fulgte DR-TV især den oplysende linje. Børne- og Ungdomsafdelingen (B&U) blev oprettet i radioen i 1947 og stod fra 1950'erne for det traditionelt oplysende skole-tv. Siden 1960'erne og især med Mogens Vemmer som chef i perioden 1968-2000 har B&U været præget af eksperimenter med nye programtyper inddelt efter aldersgrupperne 3-7 år, 7-12 år og de unge 12-18-årige. B&U har produceret forskellige seriefilm, dukkeserier og julekalenderudsendelser, og blandt succeserne har været dukkeserien for de 3-7-årige om Bamse og Kylling (fra 1983). Sans for tv-mediets muligheder og blik for børnenes egen oplevelsesverden har sikret DR-TV's børneprogrammer mange internationale priser og gjort dem til et flagskib hos DR og i dansk tv generelt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig