Flyverhjemmeværnet er en gren af hjemmeværnet, der særligt samarbejder med Flyvevåbnet. Flyverhjemmeværnet er organiseret i et landsdækkende distrikt, med 31 eskadriller (2022) og tæller ca. 6.000 frivillige medlemmer, hvoraf ca. 2.200 er aktive (2005). Medlemmerne er særligt uddannet til overvågning og bevogtning af Flyvevåbnets installationer og civile lufthavne samt til støtte til Flyvevåbnets operationer og drift.

Flyverhjemmeværnet har siden 2016 haft en flyvende eskadrille, med to egenlige militære overvågningsfly, af modellen Britten-Norman Defender. Flyene er udstyret med avanceret overvågningsudstyr, der blandt andet inkluderer nattesøgende og termisk kamera. Flyet kan medbringe en observatør fra f.eks Politiet, eller videobillederne kan livestreames til en lokation på jorden. Flyene har blandt andet været udsendt til EUs Frontex mission. Flyene er placeret i Aalborg og Roskilde lufthavne og der er konstant et fly på beredskab.

Flyverhjemmeværnet har rødder i Den Frivillige Luftmeldetjeneste, der blev oprettet 1934. Efter at have været deaktiveret under 2. Verdenskrig blev tjenesten reorganiseret og indgik i 1953 som selvstændigt korps i Flyverhjemmeværnet som Luftmeldekorpset. Korpset blev nedlagt i 2004, og luftmeldetårnene er under nedtagning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig