Rulle, (samme ord som rolle), fortegnelse over militært mandskab med angivelse af de opgaver, mandskabet er udset til. Lægdsrullen var således en fortegnelse over alt værnepligtigt mandskab (se udskrivning). I søværnets skibe angiver specielle ruller, fx klartskibsrulle, havarirulle, brandrulle mfl., mandskabets postering og opgaver under forskellige forhold.