Krig (Krigsetik - Hellig krig), Hellige krige har gennem historien været ført på grundlag af en religiøs anskuelse, en påberåbt forpligtelse eller som forsvar af "hellige" territorier; i praksis har sådanne motiver dog ofte blandet sig med mere jordnære hensigter. De krige, der i oldtidens Grækenland førtes om overhøjheden over det vigtige orakel i Delfi, er traditionelt kaldt hellige krige (se Delfi). I middelalderen og senere blev begrebet hellig krig (lat. bellum sacrum) brugt om den gudledede krig, hvor ingen hensyn behøves. I nutidens vestlige verden opfattes begrebet entydigt som resultat af tøjlesløs fanatisme. Hellig krig er blevet et skældsord, der bl.a. bliver brugt om enhver form for muslimsk jihad, selvom jihad i sit teoretiske grundlag er retfærdig krig og ikke hellig krig.