Orlogsværftet, tidligere samlet betegnelse for Holmen i København med sømilitære anlæg og installationer samt søværnets værftsvirksomhed, der var beskæftiget med nybygning og vedligeholdelse af flådens skibe. I 1924 blev værftsfunktionen skilt ud og samlet på Frederiksholm og Dokøen under det hidtidige navn Orlogsværftet, nu som en civil virksomhed under Marineministeriet, mens det samlede område blev betegnet Flådestationen. Orlogsværftet afleverede sin sidste nybygning i 1970 (ubåden Nordkaperen, byggenummer 220) og fungerede derefter alene som reparationsværft, indtil det i 1992 blev nedlagt. Siden 1960'erne er de fleste nye danske krigsskibe blevet bygget ved civile danske værfter.