Søværnet. Ophøret af den kolde krig medførte afgørende ændringer i søværnets operationsmønster, og indsatsen i internationale rammer har fået større betydning. Korvetten Olfert Fischers operationer i Den Persiske Golf 1990-91 var et første og afgørende skridt i denne retning, og siden formerer og udsender flåden periodevis en såkaldt Task Group, der sammensættes af en kombination af skibe, der er egnede til den foreliggende opgave. Her ses Danish Task Group på øvelse i Norskehavet 1998. I gruppen indgår korvetten Peter Tordenskiold (F 356), inspektionsskibet Hvidbjørnen (F 360) som styrkens kommandoskib samt Olfert Fischer (F 355) og minelæggeren Møen (N 82).

.

Søværnet er den sømilitære del af det danske forsvar. Søværnets opgavekompleks er funderet på to typer opgaver: internationale operationer og myndighedsopgaver.

De internationale operationer er de egentlige sømilitære opgaver, som løses i relation til den til enhver tid førte udenrigs- og sikkerhedspolitik for at understøtte danske interesser overalt, hvor der måtte være behov.

Myndighedsopgaverne varetages i relation til suverænitetshævdelse, søredning, forureningsbekæmpelse, isbrydning og en lang række andre støttefunktioner til det danske samfund.

Organisation

Søværnet. Maleri med nogle af den dansk-norske marines fartøjer, ca. 1700.

.

Søværnet har altid været opbygget omkring sit centrale element, flåden, der blev etableret af kong Hans i 1510. Siden har Søværnets egen og omgivende organisation løbende udviklet sig, i nyere tid som konsekvens af skiftende forsvarsordninger.

Søværnet er underlagt Forsvarskommandoen og består af flåden af skibe og fartøjer, den operative logistiske struktur, skoler og marinedistrikter samt tre operative kommandoer: Søværnets Operative Kommando (SOK), Grønlands Kommando og Færøernes Kommando. Under SOK hører flåden, som omfatter skibe og fartøjer, der indordnes i eskadrer. Til flåden hører også Søværnets Helikoptertjeneste og Søværnets Frømandskorps.

Under SOK findes også to marinedistrikter, hvis opgave det er at støtte flådens operationer, at varetage lokal farvandsovervågning og at medvirke i søredningstjenesten, forureningsbekæmpelse samt i andre beredskabsmæssige forhold. Marinedistrikterne anvender bl.a. skibe, helikoptere, radar- og udkigsstationer i den daglige opgaveløsning.

Søværnets Materielkommando (SMK) har indtil 2006 været Søværnets tekniske og logistiske kommando. Forsvaret centraliserer herefter værnenes materielkommandoer. Teknik og logistik er for Søværnet samlet i to centre, flådestationerne Frederikshavn og Korsør, som betjener såvel danske flådestyrker som NATO-flådestyrker og fungerer som operationsbase for dem. Yderligere er tre marinestationer til rådighed, København, Grønnedal og Tórshavn, men de kan kun yde begrænset logistisk støtte. Logistisk støtte omfatter alle former for teknisk og forsyningsmæssig virksomhed til vedligeholdelse, reparation og sikring af enhedernes beredskab og udholdenhed.

De logistiske centre, flådestationerne, vil enten støtte Søværnet direkte eller fra mobile detachementer, der kan udsendes til de indsatsområder, flåden måtte operere i. Den operative støttevirksomhed består i operativ planlægning, kommando, kontrol, herunder kommunikation og koordination. Virksomheden udøves af operative stabe og maritime hovedkvarterer i land, fx SOK, marinedistrikterne og operative logistiske støttecentre.

Uddannelser

Søværnets uddannelser omfatter dels grund-, special- og videreuddannelse for enkeltmand, dels enheds- og operativ samvirkeuddannelse. Grunduddannelser sker ved Søværnets skoler, mens special- og videreuddannelse kan foregå både hjemme og i udlandet. Enheds- og operativ samvirkeuddannelse sker ved de enkelte tjenestesteder, herunder flådens skibe, og under disses ansvar.

Søværnets skoler er underlagt SOK. Hovedskolerne er Søværnets Officersskole, Søværnets Specialskole, Søværnets Grundskole og Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole. Sidstnævnte to skoler er fra 2008 sammenlagt under navnet Søværnets Sergent- og Grundskole. Søværnets Specialskole er opdelt i en række uddannelsescentre beliggende flere forskellige steder, herunder i Frederikshavn og København samt på Sjællands Oddes yderste spids Gniben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig