kanon – skytstype | lex.dk – Den Store Danske

Kanon. Denne fempunds bagladekanon fra omkring 1400 er 1846-47 fisket op fra et skibsvrag på Anholt Nordvestrev. Kanonen, som er fremstillet af smedede, langsgående jernstave, der holdes sammen med påkrympede jernringe, ligger stadig i sin affutage, en svær egetræsstok. Kammerset, det løse bundstykke, er fra samme fund. Foto af Jan Nørgård.

Tøjhusmuseet.

Licens: Begrænset anvendelse

Kanon er en skytstype med relativt langt løb (kaliber 30-50 med boring større end 20 mm), beregnet til afskydning af projektiler eller granater i relativt flade baner.

Faktaboks

Etymologi: af italiensk cannone, augmentativ af latin canna 'rør'

Kanoner anvendes både mod punktmål som fx kampvogne og fly (flad, raserende skudbane) og flademål som fx artilleristillinger og bygningsværker (krummere skudbane). Kanonens hoveddele er kanonrøret, der er støbt i stål og består af munding, løb og bagstykke med lås og lademekanisme, samt lavetten eller affutagen, som dels udgør forbindelse mellem kanon og underlag, dels optager rekylen og muliggør retning af kanonen i det horisontale og vertikale plan.

Kanoner benævnes ofte efter placering (skibskanon, kampvognskanon), anvendelse (panserværnskanon, luftværnskanon), mobilitet (selvkørende, trukket eller fastopstillet kanon) eller konstruktion (revolverkanon, dvs. en kanon med flere parallelt roterende løb, maskinkanon, dvs. en kanon med automatisk ladning og høj skudkadence, eller dysekanon, dvs. en rekylfri kanon).

Historie og udvikling

Kanonen blev udviklet i Vesteuropa omkring 1300. De tidligste kanoner, der oftest var bagladere af smedejern, afskød blykugler eller pile. I 1400-tallet anvendtes også svære belejringskanoner til stenkugler. Med tiltagende skytsstørrelse voksede problemet med at skabe tæthed mellem bundstykke (kammers) og løb, så fra midten af 1400-tallet blev den dominerende skytsform støbte forladekanoner af bronze, der afskød massive jernkugler. Forbedrede affutager øgede kanonens mobilitet og anvendelighed i felten, og fra 1400-tallet blev kanoner også brugt i stadig større tal til søs. I 1600-tallet fremkom billigt engelsk, senere også svensk støbejernsskyts, der efterhånden afløste det langt dyrere bronzeskyts.

Udviklingen af pansrede skibe og betonbefæstninger nødvendiggjorde mere effektivt skyts, og fra omkring 1860 fortrængtes de glatløbede forladekanoner efterhånden af riflede bagladekanoner med betydelig større rækkevidde, træfsikkerhed og gennemslagskraft. Førende i denne udvikling var Tyskland (især Krupp-fabrikkerne), og bagladeskyts efter tysk forbillede indførtes i fx den danske hær 1876. I 1890'erne fremkom også hurtigtskydende kanoner, der anvendte enhedspatroner, dvs. at projektil og drivladning var forenet. Fæstningsvæsenets voksende betydning førte også til udvikling af langtrækkende krumbanekanoner (haubitser og mortérer).

Med fremkomsten af panser og riflede bagladekanoner indledtes også et kapløb, der skulle fortsætte helt frem til 2. Verdenskrig; stadig kraftigere kanoner med kalibre på over 40 cm mod stadig forbedret panser, som kulminerede i periodens store slagskibe, der partielt kunne have et metertykt panser af specialstål.

Efter 1. Verdenskrig blev artilleriet motoriseret af hensyn til bevægelighed og pjecernes tyngde. Under 2. Verdenskrig videreudvikledes kanoner til specielle formål, især bekæmpelse af fly og pansrede køretøjer, og i efterkrigsårene har radarstyrede og elektroniske ildledelsesanlæg vundet meget stærkt frem, men samtidig har fly, missiler og raketter overtaget mange af kanonens funktioner. Kanoner anvendes dog fortsat ved feltartilleriet, oftest monteret på et selvkørende underlag, og som supplerende våbensystem på krigsskibe.

Læs mere i Den Store Danske

artilleri

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.