Krumbaneskyts, skytstyper, fx haubits og mortér, hvor projektilet affyres under en stor vinkel med vandret og derfor følger en meget krum bane for at slå mere eller mindre lodret ned i målet. Ude på meget store skudvidder fungerer kanoner også som krumbaneskyts. Den raserende bane bliver meget kort, men til gengæld kan man beskyde mål, der ligger skjult bag volde eller andre forhøjninger og træffe dem, hvor de ofte er svage, fx i tagkonstruktioner. Karakteristisk for krumbaneskyts er, at der som regel ikke kan sigtes direkte mod målet, men at skudbanen og dermed våbenindstillingen skal beregnes.