Beredskabsforbundets logo
Beredskabsforbundet fik ny visuel identitet i 2019. Øverst ses de tre gamle logoer og nederst den nye samlede logopakke.

Beredskabsforbundet er et landsforbund med tre hovedopgaver:

  • at varetage opgaven som foreningsmæssigt ståsted for de frivillige i redningsberedskabet og oplyse om deres bidrag til det samlede danske redningsberedskab.
  • at varetage en lokalt forankret befolkningsuddannelse i forebyggelse og håndtering af ulykker med fokus på at gøre borgerne mere selvhjulpne i kritiske situationer. Det sker gennem projektet ’BorgerBeredskabet.’
  • at støtte rekruttering af deltidsansatte brandfolk til de kommunale redningsberedskaber samt frivillige brandfolk til de sønderjyske frivillige brandværn. Det sker gennem projektet ’BlivBrandmandNu.’

Forbundet er inddelt i fem regioner, der igen er opdelt i 61 kredse og klubber. Forbundets motto er ’Vi skaber rammerne – så du kan tage ansvar.’

Beredskabsforbundets virksomhed udøves inden for rammerne af en aftale med Forsvarsministeriet og er i det væsentlige finansieret af statslige midler.

Beredskabsforbundets organisering

Beredskabsforbundet er hovedsagligt en frivillig organisation, men har en stab af fastansatte der ledes af en direktør.

Beredskabsforbundets øverste ledelse er landsrådet, der består af præsidiet, landsledelsen og lokale ledere.

Det daglige tilsyn med Beredskabsforbundets drift foretages af præsidiet, der består af en frivillig landschef, en-tre frivillige vicelandschefer, samt en præsident, der er en politisk repræsentant og medlem af Folketinget.

I hver af de fem regioner, er et antal lokale kredse, der drives af en kredsleder og en-tre vicekredsledere. Kredsene er som hovedregel organiseret efter det kommunale redningsberedskabs organisering, og har til formål at være organisatorisk ståsted for de frivillige i kommunen, at oplyse borgerne om beredskab og forebyggelse af ulykker, samt assistere redningsberedskabet med rekruttering af nye frivillige.

Beredskabsforbundets historie

Forbundet blev stiftet i 1934 som Dansk Luftværnsforening og omfattede i årene 1940-1990 tillige landsforeningen Danske Kvinders Beredskab.

Under Besættelsen udgjorde frivillige en lang række faste opgaver i samarbejde med – og som støtte for – det statslige og kommunale beredskab. Desuden blev frivillige også sat ind i forbindelse med bombninger af blandt andet skibsværftet Burmeister & Wain, Den Franske Skole, Sukkerfabrikken i København og Århus Oliemølle.

Dansk Luftværnsforening ændrede i 1949 navn til Civilforsvars-Forbundet, og navnet blev ændret til Beredskabsforbundet i 1993.

Beredskabsforbundet har igennem dets historie, drevet mange forskellige projekter, blandt andet Projekt Østbørn, der fra 1992 til 2018 drev fem danske ferielejre for polske børnehjemsbørn. Beredskabsforbundets Katastrofeorganisation havde til ansvar at modtage og organisere spontanfrivillige ved større katastrofer, til støtte for redningsberedskabet, kommuner og andre myndigheder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig