Marinens Flyvevæsen blev oprettet den 1. februar 1913 som Søværnets flyvevåben. Søværnet fik sit første fly den 25. marts 1912, hvor generalkonsul V. Ludvigsen skænkede værnet et fly af typen Henri Farman. Det er i tjeneste frem til 1913 og kan i dag ses på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør.

Marinens Flyvevæsen får indledningsvis base på det nordøstlige hjørne af Kløvermarken i København, hvor et telt og en lille hangar bliver slået op. Basen er dog for lille, og i april 1915 flytter man til et område lige øst for Holmen. Området, der først hedder Flyvebaadsstation København, skifter senere navn til Luftmarinestation København og ligger i dag på Margretheholm. Her har Marinens Flyvevæsen hjemme frem til 1950.

Efter en opgangsperiode først i 1930'erne, hvor de første flyvninger til Færøerne og Grønland fandt sted, faldt aktiviteten op til 2. Verdenskrig.

Efter besættelsen af Danmark den 9. april 1940 bliver al militær flyvning forbudt. Marinens Fly bliver derfor opmagasineret og ødelagt ved sabotage i november 1943.

Efter krigen blev aktiviteten genoptaget med Catalina og Sea Otter flyvebåde.

Marinens Flyvevæsen består frem til 1. oktober 1950, hvor det sammen med Hærens Flyvertropper indgår i det nyoprettede Flyvevåbnet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig