maskingevær

Maskingevær, fuldautomatisk bånd- eller magasinfødet skydevåben med en skudkadence på normalt 450-900 skud/min, infanteriets primære støttevåben. Den effektive skudvidde er ca. 600 m. Ilden afgives i byger mod alle upansrede mål inkl. fly. De lette typer, kaliber 7,62 mm eller mindre, anvendes med støtteben og kan betjenes og transporteres af én mand, mens de middeltunge og tunge typer, op til 12,7 mm, kræver affutage og en besætning.

Maskingeværet skyder, så længe skytten påvirker aftrækkeren, og dets genladningscyklus fungerer ved udnyttelse af rekyl- eller gastryk. Trykket opsamles i et fjedersystem, således at bundstykket i sin bevægelse bagud trækker det tomme patronhylster ud og i sin bevægelse frem indfører en ny patron. Under skydning bliver piben meget varm, hvilket kræver væske- eller luftkøling, det sidste kombineret med pibeskift.

Det fuldautomatiske maskingevær blev patenteret af Hiram Maxim i 1883, og dets betydning kulminerede under 1. Verdenskrig, først som et defensivt våben under skyttegravskrigen, siden, påmonteret kampvogne, køretøjer og fly, i en offensiv rolle. Indførelsen af bl.a. fuldautomatiske geværer efter 2. Verdenskrig reducerede maskingeværets betydning.

Det danskkonstruerede Madsen-rekylgevær var teknisk af høj klasse, og forskellige udgaver af det anvendtes i mange hære frem til begyndelsen af 1960'erne.