Patriot, MIM-104 Patriot, er et jordbaseret mobilt luftværnsmissilsystem. Det produceres af det amerikanske firma Raytheon. Navnet udspringer af navnet på systemets radar, der hedder "Phased Array Tracking Radar to Intercept on Target".

Designet af systemet blev indledt i 1969 og det blev første gang erklæret operativt i 1976. Siden er systemet løbende blevet moderniseret, og fik i midten af 1980'erne også evnen til at kunne nedskyde taktiske ballistiske missiler. I 1980'erne erstattede Patriot-systemet i mange NATO-lande det mindre sofistikerede MIM-23 HAWK-system, som bl.a. var det danske forsvars jordbaserede luftforsvarssystem frem til 2004.

Systemet består af et ca. 5 m langt og 910 kg tungt missil samt radarer og et engagementskontrolsystem. Missilet når en tophastighed på Mach 3 og har et sprænghoved på ca. 100 kg. Indledningsvis styres missilet fra systemets radar på jorden, men i den afsluttende fase overtager missilet selv styringen ud fra bearbejdning af modtagne radardata.

Patriot-systemet blev anvendt første gang med succes under Golfkrigen 1991, men har siden været brugt i en lang række krige, senest i Ukraines forsvar mod det russiske angreb i 2022.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig