snorkel

Snorkel, (af ty. Schnorchel, beslægtet med da. snorke), strømlinjet rørindretning til etablering af friskluftforbindelse mellem havoverfladen og en neddykket ubåd. Snorklen føres på en teleskopisk rørmast og er forsynet med en selvlukkende ventil, der hindrer indtrængen af havvand. Gennem snorklen suges frisk luft ind til drift af konventionelle ubådes dieselmaskinerier, så man dels kan oplade batterier uden at dykke ud, dels kan fortsætte med at operere i periskopdybde, dvs. ca. 10-15 m. Når vandet på overfladen rammer den selvlukkende ventil, høres en snorkende lyd i ubåden, heraf den almindeligt brugte betegnelse. Den taktiske fordel er, at ubåden i neddykket tilstand fortsat kan anvende sit dieselmaskineri, som giver mulighed for større fart end drift med elektromotorerne, som man normalt er henvist til i neddykket tilstand. Fra ældre tid har princippet været anvendt i de forskellige forsøg med fartøjer, der kunne sejle under vandet. Princippet blev taget op af den hollandske flåde i de ubåde, der opererede i kolonierne på grund af varmen. Snorklen i denne udformning blev kendt af tyske ubådskonstruktører bl.a. ved invasionen i Holland 1940. Fra 1943 blev tyske ubåde forsynet snorkler, da det under slaget om Atlanten blev for farligt for dem at dykke ud på grund af de allieredes flys radarsystemer. Den tyske betegnelse var oprindelig Seerohr.

Betegnelsen bruges også om rør til vejrtrækning under bl.a. fridykning, se dykning.