I årene omkring 1900 var foruden Storbritannien USA, Frankrig og Rusland stærke flådemagter, men særlig bemærkelsesværdigt var det, at Japan i løbet af få år var blevet en maritim stormagt, der i 1905 kunne tilføje Rusland et ydmygende nederlag i Tsushimastrædet, og at Tyskland, der endnu i 1864 var selv Danmark underlegent til søs, nu var i gang med et meget omfattende flådebygningsprogram.
Trods alle anstrengelser var den tyske flåde den britiske underlegen under 1. Verdenskrig, så Tyskland valgte at sætte ind mod Storbritanniens livsvigtige søværts forsyninger vha. især ubåde, der snart lod hånt om Haagkonventionerne og angreb alle handelsskibe, der var bestemt for Storbritannien. Samtidig bandt den stærke tyske flåde i tyske Nordsøbaser betydelige engelske flådestyrker, men den tyske Hochseeflotte kom kun ud én gang, i maj 1916, i håb om at kunne lokke dele af den britiske Grand Fleet i en fælde. Det mislykkedes, og resultatet blev historiens største søslag, Jyllandsslaget, der endte uafgjort. Havde tyskerne vundet, havde de været i stand til at blokere fuldstændigt for forsyninger og forstærkninger til Storbritannien, og de allierede ville med stor sandsynlighed have tabt krigen.
Mellemkrigsårene så de første internationale forsøg på at bremse flådeoprustningskapløbet (Washingtonkonferencen 1922 og Londonkonferencen 1930) dels for at begrænse omkostningerne, dels, skønt det ikke blev sagt, for at hæmme Japans fortsatte oprustning, der bekymrede især USA og Storbritannien. Man enedes om et loft over slagskibe, hangarskibe og krydsere, men man undlod at træffe beslutning om de søkrigsvåben, der især skulle blive fremtidens: ubåde og fly. I løbet af 1930'erne undsagde eller ignorerede de fascistiske stater efterhånden både Versaillesfredsslutningens og flådeaftalernes bestemmelser, og i 1935 indgik Storbritannien en bilateral aftale med Tyskland, der gjorde alle begrænsende forsøg illusoriske.
2. Verdenskrig blev i Atlanten en forstærket gentagelse af den tyske strategi fra 1. Verdenskrig, nemlig at forsøge at kappe Storbritanniens søværts forsyningslinjer med især ubåde, og gennem krigens første fire år mistede de allierede måned for måned flere skibe, end de var i stand til at bygge. Først i løbet af 1943 lykkedes det at få vendt billedet, men ubådskrigen fortsatte krigen ud, stadig med store tab.
Stillehavskrigen blev indledt med et hangarskibsbaseret angreb, der satte den amerikanske slagskibsstyrke ud af spillet, og i samtlige store søslag krigen igennem blev hangarskibsbaserede fly udslagsgivende, mens slagskibet var henvist til en sekundær rolle.
Et andet nyt element i søkrigen var landsætning over åben kyst af ofte meget store styrker med tungt materiel, der var muliggjort gennem udviklingen af landgangsskibe og -fartøjer. Sådanne amfibieoperationer blev udslagsgivende for krigen i Nordafrika, Vesteuropa og Stillehavet.
Læs også om luftkrig, landkrig og krigsførelse efter 2. Verdenskrig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.