Kystbefæstningen

Kystbefæstningen, kystforter og -batterier til sikring af visse danske farvande, kyster og havne. Befæstning af København mod søsiden blev påbegyndt i 1700-t., og i løbet af 1800-t. tog den fast form (se Københavns befæstning). Som følge af forsvarsordningen af 1909 blev der tillige opført en række kystbefæstningsanlæg på de sjællandske kyster, bl.a. i Smålandsfarvandet, og i 1932 blev Københavns søbefæstning samt den øvrige kystbefæstning på og ved Sjælland overført fra hæren til søværnet som Kystdefensionen. Under besættelsen 1940-45 overtog tyskerne efterhånden alle de danske anlæg, og de blev ribbet for brugbart skyts. I 1945 påbegyndtes en genopbygning af Kystdefensionen, der dog først tog fart med forsvarsordningen af 1950/51, hvor navnet samtidig ændredes til Kystbefæstningen. En række ældre danske anlæg blev sat i stand, to tyskbyggede anlæg, Bangsbofortet og Hornbæk Batteri, blev taget i brug, og 1951-54 blev der bygget to nye, Stevnsfort og Langelandsfort.

I slutningen af 1950'erne begyndte en afvikling af de mest utidssvarende anlæg, og i 1961 blev Kystbefæstningen og de fleste af dens anlæg nedlagt som følge af forsvarsordningen af 1960. De resterende, dvs. Langelandsfort og Stevnsfortet, blev nedlagt hhv. 1993 og 1999.