Spiritusprøve, undersøgelse, der foretages i tilfælde, hvor en forudgående indtagelse af spiritus kan have betydning for strafansvar. Spiritusprøver har især betydning i sager om spirituskørsel. Indtil indførelse af faste promillegrænser i 1976 blev vurderingen afpirituspåvirkethed foretaget på baggrund af individuelle lægeundersøgelser, som bl.a. omfattede evnen til at tælle baglæns fra 100, oplæsning af en tekst samt vurdering af motorikken. Graden af påvirkethed blev herefter vurderet som værende let, middel eller svær. Efter indførelsen af de faste promillegrænser foretages spiritusprøve som hovedregel ved analyse af blodprøver. Vejledende undersøgelser kan foretages, ved at den undersøgte blæser i et alkometer.