kirkeligt embede

kirkeligt embede, ordineret embede, gr. diakonia, lat. ministerium, I ikke-protestantisk sammenhæng forbinder man begrebet med det treleddede embede: biskop, præst (presbyter) og diakon, der således i størstedelen af kristenhedens kirkesamfund anses for at være nødvendigt for, at man fuldt ud kan tale om kirke. Om denne embedsstruktur kan føres tilbage til NT, har været omstridt, men nu er der stort set enighed om, at dette ikke er tilfældet, i hvert fald ikke i den form, hvori den forekommer i dag. Det treleddede kirkelige embede blev i 100-t. og 200-t. stabiliseret som en instans til sikring af kirkens enhed og kontinuitet; længe herskede lokale forskelle i indholdsbestemmelsen af de forskellige trin af kirkeligt embede.

De ortodokse kirker, den romersk-katolske og den anglikanske kirke har fastholdt det treleddede kirkelige embede og en klar graduering af hierarkisk kompetence for de enkelte trin. Kun en biskop kan ordinere til et kirkeligt embede (se apostolsk succession), og biskoppen har ansvaret for den rette lære i sit stift.

Reformationskirkerne (de lutherske og reformerte kirkesamfund) forkastede idéen om et treleddet kirkeligt embede og foretrækker i stedet at opfatte embedet som en énstrenget institution til ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning; i disse kirker, heriblandt den danske folkekirke, er diakonatet i praksis opgivet, og enhver principiel forskel mellem bispe- og præsteembede afvises.

Centralt står spørgsmålet, om bispeembedet og den apostolske succession er en betingelse for, at der i fuld mening kan være tale om en kirke? Svaret har konsekvenser for muligheden af interkommunion, dvs. nadverfællesskab mellem kirkesamfund af forskellig konfession.