levit

levit, medlem af en gammeltestamentlig-jødisk præstegruppe, der i nogle tekster, fx 2.Mos. 6,16ff., kaldes efterkommere af patriarken Jakobs søn Levi (1.Mos. 29,34) og dermed en af Israels tolv stammer. Som den eneste af stammerne besad levitterne ikke land, fordi de skulle tage sig af gudsdyrkelsen. De fik dog 48 byer, de såkaldte levitbyer (4.Mos. 35,1-8).

Overleveringen om levitterne i GT er meget forskelligartet. I 2.Mos. 32,25ff. stiller levitterne sig på Moses' side i kampen mod den illegitime gudsdyrkelse ("guldkalven"), og Moses gør dem derefter til præster for Herren. Samme billede af levitterne giver 5.Mos. 33,8-11. Den kultreform, der gennemførtes under kong Josias, gjorde templet til eneste legitime kultsted og førte til nedlæggelse af alle andre helligdomme i riget. Levitter fra disse helligdomme optræder derefter som underordnet tempelpersonale i Jerusalem (dørvogtere, 1.Krøn. 9,17; sangere, 1.Krøn. 9,33). Levit nævnes nogle steder i NT som en stand ved siden af præsterne (Luk. 10,32, i lignelsen om Den barmhjertige samaritan, og Joh. 1,19), mens Hebræerbrevet (kap. 7) omtaler GT's levitter som fuldgyldigt præsteskab.