ærkebiskop, i oldkirken fra 300-t. indehaver af et betydeligt bispesæde, fx Rom, Alexandria eller Antiochia; senere brugtes benævnelserne eksarch (statholder) og patriark. Fra 500-t. og særlig fra 700-t. forekommer ærkebiskopper i østkirken med samme rang som metropolitter; titlen har også været brugt som ærestitel. I Danmark havde ærkebispedømmet hjemme i Lund fra 1103 indtil Reformationen i 1536. I middelalderen fandtes tilsvarende ærkesæder fra 1152 i Trondheim og fra 1164 i Uppsala.
| 1. led i ordet ærkebiskop kommer via oldeng. ærce- fra lat. og gr. archi-, beslægtet med archein 'begynde, styre, lede'. |
I den protestantiske verden er ærkebispetitlen undertiden bevaret som betegnelsen for biskoppen over et land eller en region, fx ærkebiskopperne over den svenske og den finske evangelisk-lutherske kirke i hhv. Uppsala og Turku; i Danmark er den ikke brugt (bortset fra en kort periode i 1600-t., da Hans Svane var titulær ærkebiskop). Desuden har den ortodokse kirke i Finland en ærkebiskop, ærkebiskoppen af Karelens Stift og hele Finland, med sæde i Kuopio. Ærkebiskoppen af Canterbury er åndeligt overhoved for den anglikanske kirke.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki