flagellanter

© AKG

Flagellanter. Et optog af nederlandske selvpiskere, angiveligt i 1349 i byen Tournai, der ligger i provinsen Hainaut i det nuværende Belgien. Senmiddelalderligt bogmaleri; Bibliothèque royale Albert Ier, Bruxelles.

flagellanter, (af lat. flagellans, af flagellare 'piske'), kristne selvpiskere. Fra romerretten overtog det vesterlandske klostervæsen piskning som en gængs form for straf. I 1000-t. indgik selvpiskning i askesen blandt italienske eneboere; Petrus Damiani var blandt dens forsvarere. Som frivillig bodsstraf vandt den udbredelse i 1100-t.s klostersamfund.

Ved midten af 1200-t. blev selvpiskning udbredt til lægfolket i Italien under indtryk af tiggermunkenes bods- og dommedagsforkyndelse. For at komme Guds dom og straf i forkøbet blev der organiseret spektakulære processioner af mænd, som drog fra by til by, idet de piskede sig til blods og sang bodssalmer på folkesproget (Geisslerlieder).

Under pestepidemien i Europa ved midten af 1300-t. håbede mange ved flagellation at kunne afværge pesten, der blev opfattet som tegn på Guds vrede. Flagellanterne organiserede sig i broderskaber, hvor revolutionære og apokalyptiske forestillinger undertiden trivedes. Verdslige og kirkelige myndigheder så med mistillid på dem, og pave Clemens 6. fordømte i 1349 selvpiskerne; dog forekom sådanne broderskaber gennem hele senmiddelalderen.

I 1500-t. blev selvpiskning en integreret del af jesuitternes asketiske program. I skarp polemik imod jesuitternes forsvar for lægfolkets selvpiskning afviste protestantiske teologer skikken. I efterreformatorisk tid var flagellation udbredt inden for den romersk-katolske kirke frem til 1700-t., og i enkelte europæiske lande forekom den endnu ind i 1900-t. Blandt romersk-katolske kristne i Sydamerika og Sydøstasien kan selvpiskning stadig forekomme.