Børne- og ungdomsforsorg er foranstaltninger, som af de offentlige myndigheder kan iværksættes over for børn og unge under 18 år.
Støtteforanstaltninger kan i hjemmet bestå i særlig rådgivning, praktisk og pædagogisk støtte, aflastningsordninger samt forskellige former for økonomisk støtte. De kan også bestå i anbringelse af barnet uden for hjemmet, fx på en døgninstitution, i familiepleje, på efterskole og lignende.
Hjælpeforanstaltninger for børn og unge kan iværksættes som henholdsvis frivillige foranstaltninger, dvs. med forældremyndighedsindehavernes samtykke, eller tvangsmæssige foranstaltninger. Hvis en anbringelse uden for hjemmet angår en ung, der er fyldt 15 år, skal denne også give sit samtykke.
Frivillige foranstaltninger kan iværksættes, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Baggrunden kan være en henvendelse fra forældrene (evt. fra barnet eller den unge), men initiativet kan også komme fra myndighederne, fx som følge af en indberetning fra daginstitutioner, skoler mv.
Antallet af anbragte børn og unge anbragt uden for deres eget hjem var i 2001 14.171, og det var i 2007 steget til 15.273. De fleste anbringelser foregik frivilligt og i familiepleje. I alt blev der i 2007 givet støtte til ca. 30.000 familier.
Visse foranstaltninger kan imidlertid iværksættes tvangsmæssigt. Det gælder bl.a. undersøgelser af truede børn, lægelig behandling af børn, der lider af livstruende eller invaliderende sygdom, samt anbringelse uden for hjemmet, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade som følge af utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb, misbrugsproblemer eller kriminel eller anden problematisk adfærd.
Beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger træffes af bopælskommunens særlige børn- og ungeudvalg. Forældremyndighedsindehaverne og unge, der er fyldt 15 år, har ret til vederlagsfri advokatbistand under sagens behandling i udvalget og under evt. anke.
Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter serviceloven. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig og den skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført. Alle børn og unge – uanset alder – skal tilbydes en samtale og deres synspunkter skal tillægges passende vægt.
Beslutninger om frivillige foranstaltninger kan ankes til de sociale nævn, hvis afgørelser ikke kan indbringes for andre administrative myndigheder. Dog kan Ankestyrelsen på begæring tage principielle spørgsmål op til behandling. Børn- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes direkte for Ankestyrelsen, hvis afgørelser kan kræves forelagt for landsretten.
Det lovgivningsmæssige udgangspunkt for børneforsorg i 1900-tallet er Børneloven fra 1905. Lovens bestemmelser blev videreført i Værgerådsloven fra 1922 og i Forsorgsloven fra 1933. I 1961 blev børnebestemmelserne udskilt i en særlig lov om børne- og ungdomsforsorg, som omfattede det offentliges vejledning og tilsyn med udsatte børn og indeholdt særlige børneværnsforanstaltninger, der blev varetaget af kommunale børne- og ungdomsværn.
Ved Bistandslovens ikrafttræden i 1976 blev loven ophævet og dermed de særlige børneværn. Kompetencen vedrørende foranstaltninger over for børn og unge blev henlagt til kommunerne. Bistandslovens regler om børn blev revideret i 1992 på baggrund af en betænkning fra 1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge. I 1998 overgik reglerne om børn og unge til Serviceloven og er senest blevet revideret i forbindelse med anbringelsesreformen i 2006.
Et af målene med reformen i 2006 var bl.a., at barnet får en mere central placering i sagsbehandlingen. Kommune har således ikke alene pligt til at have en samtale med barnet, inden den beslutter at iværksætte foranstaltninger, men også når den træffer afgørelser om fx samvær under anbringelse, ophør af forebyggende foranstaltninger og valg af anbringelsessted. Reformen sikrer i øvrigt børn og unges retssikkerhed ved at udvide klagemulighederne og retten til gratis advokatbistand.
Perspektivet i lovændringerne om børne- og ungdomsforsorg kan beskrives som en overgang fra et reaktionssystem, hvor uacceptabel adfærd fra børn og forældre blev mødt med sanktioner fra det offentliges side, overvejende i form af tvangsopdragelse, til et tilbudssystem, hvor det offentliges virksomhed på børneforsorgsområdet i første række har karakter af forskellige tilbud om hjælp til løsning af problemer, som familien ikke selv kan klare.
Samtidig har de seneste lovrevisioner været præget af et ønske om i højere grad at sikre forældrenes retssikkerhed over for det offentlige samt at sikre børnenes retsbeskyttelse mod skadelige opvækstvilkår og overgreb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.