Ifølge Hjemmestyreloven fra 1948 udøves den offentlige forvaltning dels af hjemmestyret, dels af rigsmyndighederne. Hjemmestyrets lovgivningsvirksomhed varetages af Lagtinget og dets administration af Landsstyret, dvs. den af Lagtinget valgte politiske ledelse og dennes administrative personale. Lederen af Landsstyret benævnes lagmand, de øvrige medlemmer landsstyremænd.

Tidligere tiders kollegiale styre afløstes i 1996 af ministerstyre, og der er love om landsstyremændenes ansvarlighed, offentlighed samt en forvaltningslov.

Forvaltningen er opdelt i et lagmandskontor med ansvar for bl.a. relationer til Danmark, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsanliggender samt 7 landsstyreområder for hhv. indenlandsanliggender, erhverv, finanser, fiskeri , sundhed, sociale anliggender og undervisning. I 2000 blev institutionen Lagtingets Ombudsmand oprettet med det formål at have opsyn med hjemmestyrets forvaltning.

Med hjemmel i Hjemmestyreloven har hjemmestyret overtaget en række sagsområder som særanliggender, fx skatter, finansvæsen, kommunale forhold, fiskeri, produktion, handel, trafik, kultur, uddannelsesvæsen, folkekirken, offentlig forsorg, skibes sikkerhed til søs (skibstilsynet), formueret, ophavsret og strafferet samt radiokommunikation.

Inden for særanliggender har hjemmestyret den lovgivende og administrative kompetence og betaler udgifterne i den forbindelse. Ikke overtagne sagsområder varetages af rigsmyndighederne som fællesanliggender. Nogle fællesanliggender administreres dog af hjemmestyret, navnlig sygehusvæsen, med bloktilskud fra den danske stat.

Hjemmestyrets forvaltning udøves af en række institutioner og direktorater, fx Almannastovan (Socialdirektoratet) og Toll- og Skattstova Føroya. Rigsombudsmanden er statens øverste repræsentant på Færøerne og forbindelsesleddet mellem hjemmestyret og regeringen, ligesom hun eller han varetager overøvrighedsområdet.

Andre statsinstitutioner er politiet, hvis chef benævnes landfoged (politimester), og med en inddeling af landet i 3 politidistrikter ; retten på Færøerne, der består af to sorenskrivere (dommere), kriminalforsorgen, landslægeembedet, farvandsvæsenet samt Arktisk Kommando – med hovedsæde i Nuuk – der udfører bl.a. fiskeriinspektion og suverænitetshævdelse.

Efter en række sammenlægninger af kommuner, senest i 2009, er der 30 færøske kommuner. Den største er Tórshavn, den mindste Fugloy. Kommunernes væsentligste opgaver ligger inden for forsorgsvæsenet, folkeskolen, den primære sundhedstjeneste samt veje, havne og landingspladser.

Læs mere om Færøerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig