Kommunalreformen var 1960'ernes reform af det danske kommunestyre. Den blev endeligt gennemført med virkning fra den 1. april 1970. Formålet var at skabe kommunale enheder, der ville blive i stand til at varetage flere opgaver end hidtil. Reformen benævnes sædvanligvis "1970-reformen" og var en inddelingsreform.

Ved kommunalreformen ændredes den kommunale inddeling, idet antallet af kommunale enheder begrænsedes fra ca. 1.300 sognekommuner, 86 købstadskommuner og 25 amtskommuner til 275 kommuner og 14 amtskommuner. Fra januar 2007 ændrede strukturreformen denne opdeling, hvor der i årene forinden var gennemført enkelte kommunesammenlægninger, særligt på Bornholm.

Den tidligere sondring mellem landkommuner (amtskommuner og sognekommuner) og købstadskommuner blev ophævet af kommunalreformen og erstattet af to kommunale niveauer for hele landet. Undtagelsen var Københavns og Frederiksberg Kommuner, der fortsat varetog både amtskommunale og såkaldt primærkommunale opgaver. Ved siden af de 14 amtskommuner fandtes en regional statslig forvaltning, hvor enheden benævntes statsamter.

Andre senere reformer

For at skabe mere gennemskuelighed i kommunernes regnskaber og budgetter, herunder også for det statslige niveau, blev der i 1977 gennemført en reform af de kommunale budget- og af regnskabsregler. Herved blev budgetteringsprincipperne gjort ensartede for alle kommuner, som skulle følge en på forhånd fastlagt kontoplan.

Væksten i de kommunale opgaver

Efter kommunalreformen voksede de kommunale opgaver betragteligt. Bl.a. blev psykiatriske hospitaler, særforsorg og gymnasieskoler udlagt fra staten til amtskommunerne. Kommunerne fik vækst i deres traditionelle opgaver, fx inden for daginstitutionsområdet, og fik nye opgaver, bl.a. vedrørende miljø og erhvervsfremme. Endvidere foregik der en udvikling af opgaverne på det specialiserede sociale område, hvor både kommuner og amtskommuner var involverede.

Finansieringen af de kommunale opgaver

Kommunalreformen fra 1970 medførte over årene en ændret finansiering af de kommunale opgaver. Ændringerne hang netop ofte sammen med de nye eller ændrede opgaver til kommunerne og desuden et ønske om mindre direkte statslig involvering.

Ved en række af disse såkaldte opgave- og byrdereformer blev de statslige refusionsordninger, som var øremærkede bestemte typer af kommunale udgifter, efterhånden afløst af generelle statslige tilskud. Det var de såkaldte bloktilskud, der skulle fordeles uafhængigt af det faktiske aktivitetsniveau. Bevægelsen fra refusioner til generelle tilskud blev samtidig ledsaget af en udbygning af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, herunder ikke mindst ved reformen af dette system i 1984.

Kommunal udligning og ændringer heri har således været en væsentlig forudsætning for kommunernes håndtering af nye og ændrede opgaver.

Kommunalreformens baggrund

Kommunalreformen må betragtes som den vigtigste forudsætning for organiseringen af den danske velfærdsstat i 1900-tallets sidste årtier. Det forberedende arbejde foregik i 1960'erne, hvor mange visioner om fremtidens Danmark så dagens lys, fx i form af landsplanlægning.

Indenrigsministeriet foretog omfattende analyser af sammenhængen mellem bopæl og arbejdssted, organisationen af den offentlige service og forskellige kommunestørrelsers styrke til at finansiere lokal offentlig service. Konklusionen var klar i 1966 og blev formuleret som tre hovedprincipper for den fremtidige kommunale inddeling.

De tre hovedprincipper for kommunal inddeling

For det første kunne en kommune næppe fungere effektivt med færre end 5.000-6.000 indbyggere, hvilket ansås for tilstrækkeligt som grundlag for egen skole og alderdomshjem. Amterne skulle være på 250.000-300.000 indbyggere for at kunne bære et fuldt udbygget centralsygehus.

For det andet var det et problem, at de fleste købstæder i realiteten sørgede for service, infrastruktur og arbejdspladser for de omliggende sognekommuner, uden at sognekommunerne betalte for det; beboerne var i "skattely". En delvis løsning på dette blev at lægge de kommuner sammen, som udgjorde et geografisk sammenhængende byområde.

For det tredje ophævede man købstædernes særlige status; tidligere havde såvel købstæder som amter sygehuse og i et vist omfang gymnasier, men fremover skulle begge opgaver løses af amtskommunerne. Alle de nye kommuner blev underlagt statsamters tilsyn, mens de gamle købstæder havde været underlagt tilsyn fra Indenrigsministeriet.

De ændrede forudsætninger 1980-2005

Kommunalreformens fædre havde ikke forudset de voldsomme ændringer, som Danmark og den øvrige vestlige verden skulle gennemgå efter 1966, det år, da principperne for kommunalreformen formuleredes. Kommunalreformen hvilede på forudsætninger som fx mange hjemmegående husmødre og stort set fuld beskæftigelse.

De nye kommuner og amtskommuner blev efter få år sat til at klare en uddannelseseksplosion, en stærkt voksende kvindelig arbejdsstyrke, som for en stor dels vedkommende fik arbejde i kommunernes social- og sundhedsinstitutioner, og en stærkt stigende arbejdsløshed.

Udbygning af offentlig service og social bistand

Indtil midten af 1980'erne løstes disse problemer oftest ved at udbygge servicen i skole-, børne- og ældreinstitutioner og i sundhedsvæsenet, samtidig med at en omfattende organisation til social bistand mv. og efterhånden også til aktivering af arbejdsløse blev opbygget.

De nye "storkommuners" rådhusorganisation blev udbygget til at administrere det store apparat i en stærk, men funktionelt opsplittet og bureaukratisk enhedsorganisation efter samme mønster i alle kommuner. Desuden voksede den statslige regulering af den kommunale service stærkt.

Frikommuneforsøgene

I 1980'erne begyndte man i kommunerne at eksperimentere med andre organisationsformer, først på det sociale område, dernæst under de såkaldte frikommuneforsøg i perioden 1985-1993 på stort set alle områder. Disse forsøg ledte i visse tilfælde frem til lovændringer i retning af færre statslige forskrifter for kommunale løsninger og til demokratisering af skoler og børne- og ældreinstitutioner i form af brugerbestyrelser og rådgivende organer. Desuden begyndte nogle kommuner at udlicitere stadig flere opgaver til private virksomheder.

Kommunalpolitikerne: fra specialister til generalister

For politikernes vedkommende søgte man at modvirke en stærk specialisering ved at lægge udvalg sammen, og samtidig blev antallet af enkeltsager i udvalgene forsøgt reduceret for at få politikerne til at koncentrere sig om de overordnede linjer i kommunalpolitikken.

Institutionsstyret kunne betyde, at kommunens fagforvaltninger mistede en række funktioner, specielt af kontrollerende art; i stedet skulle de styrke den overordnede styring og planlægning i kommunen. Det medførte nye og mere specialiserede krav til forvaltningspersonalets faglige kvalifikationer.

Problemet med befolkningsafvandring

Endelig oplevede en del af kommunerne en befolkningsafvandring, typisk de mindste kommuner, der ofte lå i de områder, der i forvejen var forholdsvis tyndest befolkede.

Svaret på denne udvikling på forskellige områder blev i en vis forstand den store kommunale og regionale reform efter årtusindskiftet, Strukturreformen fra 2007.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig