Venstresocialisterne. 32.000 underskrifter bæres fra Christiansborg til Indenrigsministeriet med borgmester Willy Brauer og Christen Amby i spidsen. Bag Amby ses Preben Wilhjelm. Foto fra 1967.

.

Venstresocialisterne (VS) var et dansk politisk parti, der blev dannet den 17. december 1967 og nedlagt den 8. september 2013. Partiet var repræsenteret i Folketinget i perioderne 1968-1971 og 1975-1987.

Partiets etablering

Venstresocialisterne blev dannet af udbrydere fra Socialistisk Folkeparti (SF). Bruddet skete primært, fordi udbryderne mente, at de kompromiser, som SF indgik med Socialdemokratiet, efter at de to partier havde opnået flertal i Folketinget i 1966, svigtede de socialistiske principper, men også på grund af uenighed om kompetenceforholdet mellem SF's folketingsgruppe og landsorganisationen og utilfredshed med partiformand Aksel Larsens ledelsesstil.

Ideologi

VS var stærkt teoretisk og ideologisk præget med rod i det nye venstre. Partiet var samlingssted for diverse marxistiske retninger og for ungdomsoprørets forskellige grupper og bevægelser og spændte fra blomsterbørn til leninister. VS havde kollektiv ledelse, udstrakt medlemsdemokrati og mange fraktionsdannelser.

Tilslutning

VS opnåede en vælgertilslutning på mellem 3,7 % i 1979 og 0,8 % i 1988 og var repræsenteret i Folketinget 1968-1971 og 1975-1987. Forud for valget i 1990 indgik VS et valgteknisk samarbejde med Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderparti under navnet Enhedslisten-De Rød-Grønne, der stort set har opslugt VS. I 2013 nedlagde Venstresocialisterne sig selv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig