Dødelighed. Det øverste diagram viser udviklingen i spædbørnsdødeligheden i Danmark 1840-2000. Fra 1900 har der været et markant fald i dødeligheden, hvilket i højere grad afspejler forbedrede ernærings- og boligforhold end medicinske fremskridt. De to nederste diagrammer viser middellevetiden for hhv. kvinder og mænd i udvalgte aldersgrupper. Middellevetiden for en 40-årig er ikke undergået nær så store ændringer som middellevetiden for en 0-årig. Forskellen udjævner sig omkring 1960 i takt med faldet i spædbørnsdødeligheden.

Dødelighed, dødshyppighed i en befolkning. Om dødelighed inden for biologi, se population.

Dødelighed kan måles på en række forskellige måder, men sammenligninger af dødeligheden i forskellige befolkninger kræver, at det anvendte dødelighedsmål tager hensyn til eventuelle forskelle i befolkningernes størrelse.

Det enkleste dødelighedsmål til den type af sammenligninger er den summariske dødskvotient, der defineres som antallet af døde pr. 1000 indbyggere. Da dødelighedsniveauet er højest i de ældste aldersklasser, kræver anvendelsen af dette mål, at befolkningernes aldersfordeling er ens.

Hvis dette ikke er tilfældet, kan en korrekt sammenligning kun foretages ved at beregne de aldersbetingede dødskvotienter, dvs. antallet af døde i en given alder pr. 1000 indbyggere i pågældende aldersklasse.

Et særligt mål udgøres af spædbørnsdødeligheden, der beregnes som antallet af døde i første leveår pr. 1000 levendefødte. I forbindelse med dødelighedsmålingen eksisterer der tre centrale begreber: dødshyppighed, overlevelsestavle eller dødelighedstavle samt middellevetid eller gennemsnitlig restlevetid.

Dødshyppigheden for en befolkning i en bestemt periode angiver, hvor mange personer i de forskellige aldre der dør fra én fødselsdag til den næste. Således angiver dødshyppigheden for femårige, hvor mange af fx 1000 femårige der dør, inden de fylder 6 år.

Vha. dødshyppighederne kan man konstruere en overlevelsestavle, som viser, hvornår fx 1000 nyfødte vil dø, hvis de alder for alder dør i overensstemmelse med dødshyppighederne fra den pågældende periode. En sådan overlevelsestavle viser altså ikke, hvornår den generation, som fødes i den pågældende periode, faktisk vil dø.

Da den maksimale levealder er lidt over 100 år, vil den generation gennemleve de næste 100 år og blive underkastet fremtidige perioders dødelighedsforhold, som formentlig bliver anderledes end de dødelighedsforhold, der er målt vha. de beregnede dødshyppigheder. Overlevelsestavlen er således en abstraktion, som i koncentreret form indeholder dødelighedserfaringerne fra en bestemt periode.

Udviklingen i dødeligheden i Danmark

Den første officielle danske overlevelsestavle stammer fra 1840-49, og ifølge den overlevede kun 72 % af de nyfødte drenge indtil 15-års-alderen mod 99 % i dag. Dødelighedsforholdene før midten af 1800-t. medførte endvidere, at en mandsgeneration i 80-års-alderen var reduceret til mindre end 1/10 af sin oprindelige størrelse. Nutidens lave danske dødelighedsniveau svarer til, at 1/3 af en mandsgeneration vil kunne fejre 80-års-fødselsdag.

Et samlet mål for dødelighedsniveauet er middellevetiden for en nyfødt eller en nulårig. Den fremkommer ved at beregne det gennemsnitlige antal år, som generationens individer gennemlever. I 1840-49 var middellevetiden for en nulårig dreng knap 43 år. I 2014/15 var middellevetiden for mænd 78,6 år. Den maksimale levealder har dog næppe ændret sig i de sidste 150 år.

Forøgelsen af middellevetiden for en nyfødt er sket ved, at flere nyfødte når op i en højere alder, fordi faldet i dødeligheden først og fremmest skyldes et fald i de yngre aldersklasser, hvilket hænger sammen med, at det er lykkedes at bekæmpe de sygdomme, som specielt gjorde sig gældende i disse aldersklasser, nemlig infektionssygdomme, specielt lungebetændelse.

Denne nedgang i forekomsten af disse sygdomme skyldes især, at de i meget høj grad påvirkes af ydre faktorer som ernærings- og boligforhold samt øvrige sanitære forhold. Det var netop disse faktorer, som var genstand for stærk forbedring i forbindelse med Danmarks overgang fra landbrugs- til industrisamfund i slutningen af 1800-t. Ligeledes blev der efterhånden udviklet effektive lægemidler som vaccine og antibiotika. Fremskridt i behandlingen af kræft-, hjerte- og kredsløbssygdomme, som først og fremmest forekommer i de ældre aldersklasser, har indtil i dag været mere begrænsede.

Middellevetiden kan også beregnes for fx en enårig og en firsårig og udtrykker blot det gennemsnitlige antal år, som en person forventes at leve efter at have nået den pågældende alder. Derfor bruges også udtrykket restlevetid. I 1840-49 voksede middellevetiden for mænd med syv år fra fødslen til 1-års-fødselsdagen, hvilket skyldtes en spædbørnsdødelighed på omkring 15 %. I dag er den gennemsnitlige restlevetid højere for en nulårig end for en enårig, fordi spædbørnsdødeligheden ligger under 1 %. Se også Danmark (befolkning).

Forskelle i dødelighed

Forskelle i dødelighed (differentiel dødelighed) forekommer i Danmark mellem aldersklasser, mellem mænd og kvinder, mellem gifte og ugifte, mellem land og by og mellem forskellige erhverv. Bortset fra i de første knap 15 leveår øges dødeligheden med stigende alder. Mens dødelighedsniveauet for danske mænd i alderen 40-44 år er 12 gange så højt som for aldersklassen 10-14 år, hvor niveauet er lavest, så er det næsten 400 gange højere blandt 80-84-årige.

Så længe der har eksisteret pålidelig statistik, har middellevetiden for kvinder været højere end for mænd. Indtil 1950 var forskellen på knap 3 år, mens den i 2014/15 var 3,9 år efter at have været oppe på 6 år omkring 1980. Mændenes overdødelighed gør sig gældende i alle aldersklasser, dog mest blandt unge og midaldrende pga. en langt hyppigere forekomst blandt mænd af trafikulykker, hjertesygdomme og lungekræft.

En sammenligning af dødeligheden mellem gifte og ugifte viser, at gifte lever længere end ugifte; fx kunne en 21-årig mand, som indgik ægteskab i 1961-65, forvente at leve 3 år længere end en ugift. Den lavere middellevetid for ugifte skyldes dels, at fysisk og psykisk handicappede, som har en overdødelighed, sjældnere indgår ægteskab end ikke-handicappede, dels at den mere velordnede og regelmæssige tilværelse, der normalt følger med ægteskabet, antagelig befordrer en sundere levevis. Sondringen mellem gifte og ugifte er imidlertid ikke længere udtryk for forskellig samlivsadfærd pga. det stigende antal papirløse samlivsforhold efter 1960'erne.

Tidligere var dødeligheden i byerne langt højere end på landet, hvilket skyldtes den store smittefare i byerne pga. bebyggelsestætheden og de meget primitive vandforsynings- og kloakeringsforhold. Også i dag er dødeligheden i København imidlertid højere end i den øvrige del af landet, bl.a. pga. en lavere andel af gifte.

En vigtig del af den differentielle dødelighed gør sig gældende mellem forskellige erhvervs- og faggrupper. En dansk undersøgelse af perioden 1970-80 viser, at dødeligheden blandt selvstændige var 10% lavere end gennemsnittet for alle mænd i erhverv.

Den lavere dødelighed blandt selvstændige skyldtes imidlertid den særlig lave dødelighed for selvstændige i landbrug mv. (gårdmænd, husmænd, gartnere mv.), hvis dødelighed kun udgjorde 69 % af niveauet for samtlige erhvervsaktive mænd. Selvstændige i byerhverv havde en dødelighed, som var næsten 10 % højere end gennemsnittet.

Dødeligheden for funktionærer undet ét var 6 % lavere end gennemsnittet, selvom der i denne gruppe er en betydelig variation. Funktionærer med den højeste uddannelse havde den laveste dødelighed. Således var dødeligheden blandt universitetslærere mv. 32 % under gennemsnittet, mens kontorassistenter i privat virksomhed havde en overdødelighed på 21 %.

Dødeligheden blandt faglærte lå 8 % over gennemsnittet. I denne gruppe skilte især tjenere og kokke sig ud med en høj dødelighed, mens dødelighedsniveauet blandt mejerister var 18 % lavere end gennemsnittet.

De ufaglærte arbejderes overdødelighed på 11 % dækkede også over store forskelle mellem de enkelte grupper. En særlig bemærkelsesværdig gruppe var matroser med en overdødelighed på 90 %. I den anden ende af skalaen fandtes traktorførere i landbrug med en dødelighed på 32 % under gennemsnittet.

Dødelighedsmønsteret blandt erhvervsaktive kvinder fulgte i store træk mændenes.

En del af dødelighedsforskellene mellem erhvervs- og faggrupper kan henføres til ophobning af livsforkortende faktorer på arbejdspladsen. Af øvrige faktorer kan bl.a. nævnes boligforhold, kostvaner, rygevaner, alkoholforbrug, motionsvaner og graden af regelmæssig livsførelse. Kort sagt alle de faktorer, der ofte sammenfattes under begrebet livsstil.

Forskelle i dødelighed på verdensplan

I ilandene var den gennemsnitlige levealder i 2012, ifølge opgørelser fra WHO, over 70,4 år mod lidt over 61 år i ulandene og mindre end 55 år i de mindst udviklede lande; i den førstnævnte gruppe af lande dør de fleste af hjerte- og kredsløbssygdomme eller af kræft, mens infektionssygdomme spiller en fremtrædende rolle i den sidstnævnte gruppe.

Modsat industriregionerne er dødelighedsfaldet i udviklingsregionerne stort set først sat ind i 1900-t., således at middellevetiden i disse regioner er steget langt hurtigere end i industriregionerne. Det største fald er set i de lande, hvor udviklingen i infrastruktur har medført, at færre har udviklet sygdomme, der skyldes fejl- eller underernæring.

Den hurtige dødelighedsnedgang har i betydelig udstrækning været forårsaget af, at udviklingsregionerne i stigende grad har kunnet drage fordel af de landvindinger, som i løbet af de sidste århundreder er gjort inden for videnskab og teknik i de industrialiserede lande.

Fx har fordelen kunnet drages ved en systematisk indsats med brug af forebyggende og helbredende lægemidler, især antibiotika, massevaccinationer, desinfektion af drikkevandet samt iværksættelse af antimalariakampagner ved oversprøjtning af moser og sumpe med petroleum og DDT for at udrydde myggene. Se også befolkning.

Kommentarer (4)

skrev Benny Bjerregaard

1. Der “tales om” : % over og under dødelighedsgennemsnittet, men ikke hvad dette er ?
2. En 1/3 af mandlige befolkningen kan fejre 80 års fødselsdag , men gennemsnitslevealderen for mænd er 79,3 !
Må gerne klarificeres.
mvh Benny

svarede Henrik Toft Jensen

Demografi
Ved Henrik Toft Jensen
Svar på spørgsmål fra Benny Bjerregaard af 30.03.23.

1. Spørgsmål: ”Der tales om: % over- og under- dødelighedsgennemsnit, men ikke hvad gennemsnittet er”:

Dødelighedsgennemsnittet er middellevetiden for alle på det tidspunkt, hvor de pågældende undersøgelser er lavet:
Dødeligheden for Gifte og ugifte er sammenlignet med middellevetiden i 1960-erne.
Dødeligheden for selvstændige, funktionærer, faglærte og ufaglærte er sammenlignet med middellevetiden for alle i midten af 1970-erne.

2. ”En 1/3 af mandlige befolkning kan fejre 80 års fødselsdag, men gennemsnitslevealderen for mænd er 79,3”.

En 1/3 del af den mandlige befolkning kunne fejre 80 års fødselsdag i 1987/88.
Gennemsnitslevealderen for mænd er 79,3 i 2018/19.
Forklaringen er altså tal fra forskellige år.

I 2021/22 er middelevetiden for mænd 79,4 år (fald i forhold til 2020/21) og 57.590 mænd pr 100.000 kunne i 2022 fejre deres 80-års fødselsdag.

At 57% kunne fejre deres 80 års fødselsdag på trods af at middellevetiden er mindre end 80 år hænger sammen med, at dødsfald før 80 trækker middellevetiden ned, specielt når dødsfaldene sker i en del år før de 80 år.

skrev Benny Bjerregaard

Så er vi enige , men der står “nutidens lave …( nutiden er ikke 87/88 for 30år siden)
Mvh
BB

svarede Henrik Toft Jensen

Enig, Opslaget vil blæicve opdatweret i løbet af april

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig