Folketælling, optælling af et lands befolkning på et bestemt tidspunkt, hvorved en række kendetegn ved de enkelte individer registreres, fx navn, køn, alder, civilstand, bopæl, erhverv, uddannelse og etnisk gruppe. Ved en folketælling tælles enten den hjemmehørende befolkning, de jure-befolkningen, eller den faktisk tilstedeværende befolkning, de facto-befolkningen. Først i løbet af 1700-t. afholdt en række europæiske lande folketællinger, som kunne danne grundlag for en statistisk beskrivelse og analyse af befolkningen, fx Island i 1701, Sverige i 1748 og Danmark i 1769. Siden 2. Verdenskrig er der også gennemført mange folketællinger i Afrika, hvorefter verdens befolkning stort set er optalt; en del af tællingerne er dog forbundet med stor usikkerhed. Se også befolkning.