Landbrugsråd, fagspecialist på dansk repræsentation i udlandet, udsendt af Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet. Landbrugsråden kan også være anmeldt diplomatisk som landbrugsattaché eller ministerråd. Landbrugsrådens arbejde består i at følge og indberette om opholdslandets landbrug og landbrugspolitik. Han bistår danske eksportører ved konkrete problemer af fx toldmæssig og veterinær art eller i sager om opholdslandets fødevarelovgivning og miljøkrav. Den første landbrugsråd blev tilknyttet gesandtskabet i London 1888.