forhandlingsret

Forhandlingsret, en lønmodtagergruppes ret til at forhandle løn- og arbejdsforhold med arbejdsgiverparten.

For tjenestemandsansatte kaldes denne ret som regel aftaleretten. Den blev fastlagt ved tjenestemandsreformen i 1919 og er siden udvidet betydeligt. Tjenestemandsloven tillægger centralorganisationerne aftaleretten.

Offentligt ansatte, der ikke er tjenestemænd, og ansatte i den private sektor har ikke en lovfæstet forhandlingsret, idet en arbejdsgiver er frit stillet mht., om han vil underskrive en kollektiv overenskomst eller ikke. Kollektiv arbejdskonflikt med det formål at opnå en kollektiv overenskomst kan lovligt etableres.

I den offentlige sektor dækkes dog stort set alle ikke-tjenestemænd af kollektive overenskomster. I den private sektor er omkring 70 % af de ansatte lønmodtagere dækket af kollektive overenskomster. Den ret til at aftale løn mv., der udspringer af disse overenskomster, ligger oftest hos de enkelte fagforeninger eller fagforbund, idet dog lokalløn på minimallønsområdet typisk aftales på den enkelte arbejdsplads.