tjenestemand

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

tjenestemand, medarbejder, som er ansat i staten eller en kommune, og hvis ansættelsesvilkår er fastsat i Lov om tjenestemænd i staten og folkekirken, Tjenestemandsloven, eller ved et kommunalt tjenestemandsregulativ. Tjenestemandsansættelser er forudsat i Grundloven § 27, som bestemmer, at regler om ansættelse, afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes ved lov. De tjenestemænd, som ansættes af kongen, skal afgive en højtidelig forsikring, embedsed, om at ville overholde Grundloven. De vigtigste tjenestemandsbestemmelser er indeholdt i Tjenestemandsloven og Tjenestemandspensionsloven, begge fra 1969 med ændringer, senest fra 2005. I kommuner gælder i alt væsentligt identiske bestemmelser.

Historie

Betegnelsen tjenestemand blev indført ved Tjenestemandsloven af 1919 som fællesbenævnelse for de hidtidige udtryk embedsmand og bestillingsmand, dvs. hhv. de akademisk uddannede, kongeligt udnævnte medarbejdere i centraladministrationen, dvs. departementschefer, kontorchefer og fuldmægtige, og de medarbejdere i stat og kommune, som varigt var ansat i mere underordnede stillinger. I Tjenestemandsloven af 1919 defineres en tjenestemand som den, der "varigt og som Livsgerning har Ansættelse i Statens Tjeneste i en Stilling, for hvilken Lønning er fastsat i Lønningslov". En tilsvarende, helt formel afgrænsning findes i den gældende tjenestemandslov fra 1969: "Som tjenestemand anses enhver, der er ansat i statens eller folkekirkens tjeneste efter reglerne i denne lov".

Antal og udvikling

Af større medarbejdergrupper med et stort antal tjenestemænd kan nævnes ledende administrative medarbejdere som departements-, afdelings- og kontorchefer i staten og kommunaldirektører, forvaltnings- og kontorchefer i kommuner. Også blandt overlæger, officerer, politifolk, brand- og trafikpersonale er der mange tjenestemænd, ligesom alle dommere og præster i folkekirken er tjenestemænd. Antallet af tjenestemænd har været faldende siden begyndelsen af 1990'erne, idet flere ledende administrative medarbejdere i det offentlige ansættes på andre vilkår, ligesom ansættelse af postbude, overlæger og folkeskolelærere på tjenestemandsvilkår stort set er ophørt. Staten begrænsede i 2000 adgangen til at foretage tjenestemandsansættelse, således at tjenestemandsansættelse som udgangspunkt er begrænset til ansættelse i retsvæsenet, politiet, visse stillinger i forsvaret og egentlige chefstillinger.

Det var tidligere opfattelsen, at det offentlige, pga. tjenestemænds specielle pensionsforhold, og fordi de er afskåret fra at bruge strejke som våben i en arbejdskamp, gennem ansættelse af tjenestemænd kunne sikre sig en højere grad af loyalitet, en forsvarlig drift af offentlige virksomheder samt de ansattes uafhængighed (specielt dommeres), forkyndelsesfrihed (præsters) og metodefrihed (læreres).

Tjenestemandsansættelse

kan finde sted som varig ansættelse, som ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje og som ansættelse på åremål; første varige ansættelse som tjenestemand skal ske efter forudgående prøveansættelse. Prøveansættelsen varer normalt to år og er således væsentlig længere end Funktionærlovens tre måneder.

Åremålsansættelse er navnlig for en række chefstillingers vedkommende blevet hyppigt anvendt siden sidst i 1900-t. Åremålsansættelse sker for tre til seks år med mulighed for forlængelse til i alt ni år. Lønnen til en åremålsansat tjenestemand er som regel 15-30% højere end lønnen til en varigt ansat tjenestemand, og også pensionsmæssigt er en åremålsansat tjenestemand gunstigere stillet.

Ansættelsesbetingelser. Grundloven foreskriver, at statstjenestemænd skal have dansk indfødsret, men der er åbnet mulighed for, at EU-borgere kan ansættes på tilsvarende vilkår. For kommunale tjenestemænd stilles der ikke krav om dansk indfødsret. Kun hvis uddannelseskrav er fastsat ved lov som i lovgivningen om læger og dommere, må der ved besættelse af en tjenestemandsstilling stilles krav om en bestemt uddannelse.

Orlov. Tjenestemandsloven og de kommunale tjenestemandsregulativer åbner mulighed for, at arbejdsgiveren kan, men ikke skal tildele en tjenestemand tidsbegrænset tjenestefrihed (orlov), fx med henblik på prøveansættelse i en anden tjenestemandsstilling.

Tjenestemandens pligter

Arbejdspligt. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling. Det betyder, at en tjenestemand normalt skal adlyde sine foresattes tjenestebefalinger. Han eller hun kan dog nægte at adlyde en ordre om at udføre en handling, som er strafbar, fx en ordre til som chauffør at køre hurtigere end tilladt. Hvis en lovlig tjenestebefaling ikke efterkommes, gør tjenestemanden sig skyldig i en tjenesteforseelse (lydighedsnægtelse), som kan udløse en disciplinær straf, jf. nedenfor om tjenesteforseelser.

Pligt til passende adfærd. En tjenestemand skal i og uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver. Dette krav om passende adfærd, som ofte betegnes med det latinske udtryk decorum officiale, er afhængigt af skiftende tiders moralopfattelse; således ansås det indtil ca. 1970 visse steder i Danmark for stridende mod decorumkravet, at en tjenestemand levede sammen med en person af det modsatte køn uden at være gift med vedkommende. Endvidere er decorumkravet strengere i end uden for tjenesten, og det er strengere for en overordnet end for en underordnet tjenestemand.

Tavshedspligt. Indtil 1991 fandtes der i reglerne om tjenestemænd en bestemmelse om tavshedspligt; den blev ophævet, fordi offentligt ansattes tavshedspligt nu er fastsat i Forvaltningsloven.

Pligt til at tåle forandringer i stillingens indhold. En tjenestemand må finde sig i, at der sker forandringer i hans tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed under forudsætning af, at forandringerne hverken ændrer tjenestens beskaffenhed eller går ud over, hvad en tjenestemand ifølge retspraksis har pligt til at tåle.

Hvis en tjenestemands stilling inddrages, uden at der tilbydes ham en anden passende stilling, har han ret til afsked med rådighedsløn, dvs. tre års løn, og derefter pension. Hvis stillingen ændres mere, end tjenestemanden har pligt til at tåle, kan han kræve sig afskediget med pension.

Tjenesteboligpligt. Under forudsætning af at det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af tjenestepligterne, kan en offentlig myndighed bestemme, at en tjenestemand skal bo i tjenestebolig; fx er der til et stort antal af landets præstestillinger knyttet tjenesteboligpligt.

Begrænsning i adgang til bibeskæftigelse. En tjenestemand kan kun påtage sig beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, hvis det er foreneligt med en samvittighedsfuld udøvelse af de pligter, der er knyttet til tjenestemandsstillingen, og med den agtelse og tillid stillingen kræver.

Krav om ubestikkelighed. Ifølge Straffeloven er det strafbart, at "nogen i udøvelse af offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel".

Lønforhold

Tjenestemandsloven foreskriver, at løn- og andre ansættelsesvilkår for tjenestemænd fastsættes ved aftale mellem finansministeren og de fire centralorganisationer, dvs. Statsansattes Kartel (StK), Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II), Lærernes Centralorganisation (LC) og Akademikernes Centralorganisation (AC). Tilsvarende bestemmer de kommunale tjenestemandsregulativer og -vedtægter, at vilkårene fastsættes ved aftale mellem tjenestemandsorganisationerne og Kommunernes Landsforening. Siden 1970 har den enkelte tjenestemands løn været henført til en lønramme, som består af i alt 55 skalatrin (løntrin). For et flertal af tjenestemændene er der i den aftalte løn indeholdt et geografisk bestemt stedtillæg.

I praksis er der næsten altid opnået enighed om en aftale. I sjældne tilfælde er overenskomstforhandlingerne brudt sammen på hele arbejdsmarkedet, og det førte fx i 1985 til, at lønvilkårene blev fastsat ved en lov, der også omfattede samtlige tjenestemænd. Bestemmende for løndannelsen for tjenestemænd er som for andre lønmodtagere den enkeltes uddannelse og hans eller hendes arbejds- og ansvarsområde. Specielt for de offentligt ansatte har det hidtil været normalt, at lønnen automatisk stiger i takt med ansættelsestidens længde, og at det ikke har været muligt at belønne den enkelte medarbejders kvalifikationer, flid, dygtighed og resultater. Ved aftaleforhandlingerne i 1997 og 1999 er løndannelsen for de offentligt ansatte, herunder tjenestemændene, blevet afgørende ændret; fremtidig består den enkeltes løn principielt af en centralt aftalt grundløn, suppleret med lokalt aftalte tillæg for kvalifikationer, funktioner og resultater.

Pensionsforhold

Til tjenestemandsansættelse er der knyttet en ret til pension. En tjenestemand er straks fra sin ansættelse berettiget til pension, hvis han eller hun afskediges pga. invaliditet eller tilskadekomst i tjenesten. Efter 10 års ansættelse opnås ret til pension, også hvis vedkommende afskediges pga. sygdom, der ikke er invaliderende, pga. alder eller "af anden ham utilregnelig årsag" (dvs. af en årsag, som tjenestemanden ikke kan gøre for), fx samarbejdsvanskeligheder. Pensionens størrelse er afhængig af tjenestemandens sidste lønniveau og af ansættelsestiden ved pensioneringen. Den maksimale pension svarer til 57% af den pensionsgivende del af lønnen. Der er også regler om ægtefællepension og pensionstillæg eller pension til børn under 21 år.

Tjenesteforseelser

Tjenestemandsloven og de kommunale tjenestemandsregulativer indeholder detaljerede regler om reaktionen over for tjenesteforseelser, herunder sagsbehandlingsregler, der indebærer en retsgaranti, dvs. en sikkerhed for en grundig og upartisk tjenstlig undersøgelse (tjenestemandsforhør). Har en tjenestemand pådraget sig begrundet mistanke om et strafbart eller tillidsforringende forhold, kan ansættelsesmyndigheden suspendere ham eller hende, inden der indledes tjenstlig undersøgelse. Ansættelsesmyndigheden råder efter afslutning af den tjenstlige undersøgelse over en vifte af reaktionsmuligheder rækkende fra advarsel eller irettesættelse til degradering eller afskedigelse.

Bestemmelserne om tjenstlige undersøgelser blev i 1981 som en konsekvens af omfattende tjenestemandsstrejker i 1979 ved lov suppleret med bestemmelser om Statstjenestemandsretten og Den Kommunale Tjenestemandsret, hvis opgave først og fremmest er at træffe afgørelse i sager om kollektiv overtrædelse af tjenestemændenes arbejdspligt, dvs. sager om tjenestemænds deltagelse i strejker. Tjenestemandsretterne kan idømme tjenestemænd, der har deltaget i strejker, irettesættelse eller bøde og kan ligeledes idømme bøder til personaleorganisationer, som har understøttet en tjenestemandsstrejke. Tjenestemandsretterne kan derimod ikke beslutte, at tjenestemænd, der har deltaget i strejker, skal degraderes eller afskediges.

Afskedigelse

Hvis en tjenestemand afskediges, fordi hans stilling inddrages (nedlægges), får han, hvis der ikke kan tilbydes en anden passende stilling, ret til i tre år at få et beløb, der svarer til den hidtidige løn, såkaldt rådighedsløn. Tidligere var en tjenestemand, hvis stilling var blevet inddraget, berettiget til delvis løn i fem år, såkaldte ventepenge.

Ledelsesretten indebærer, at en arbejdsgiver har ret til at afskedige medarbejdere under forudsætning af, at det er rimeligt begrundet i arbejdsgiverens eller den ansattes forhold. Retten til at foretage uansøgte afskedigelser omfatter også tjenestemænd, men kan kun ske, når såvel tjenestemanden som hans forhandlingsberettigede organisation er blevet underrettet om den påtænkte afskedigelse og har haft lejlighed til at udtale sig om sagen.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/02/2014
Oprindelig forfatter
Konow
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki