senat

blev ifølge traditionen grundlagt af Romulus. Oprindelig var det kongens rådgivende forsamling, sammensat af ældre erfarne mandlige medborgere. Under republikken var Senatet rådgivende for den nyetablerede romerske magistratur, og det sammensattes efterhånden af afgåede embedsmænd. Der var krav for medlemmerne om en ret høj formue, på kejser Augustus' tid 1 mio. sestertier. Da disse formuer var baseret i jord, forblev det et grundlæggende træk, at Senatet var sammensat af medlemmer af den absolutte overklasse, og at dets politiske magt, som i princippet kun var rådgivende, reelt var meget stor og kunne nærme sig den lovgivende. Det bestod oprindelig af 100 medlemmer, men tallet svingede senere fra omkring 300 til 600 medlemmer. I republikkens tid var det censorerne, som udpegede medlemmerne, senere kejseren. Møderne afholdtes i senatsbygningen på Forum Romanum eller eventuelt andre steder i Rom. Møderne lededes normalt af en af de to konsuler, og der stemtes om de fremsatte forslag. Et vedtaget forslag benævntes senatus consultum, ofte forkortet SC. Direkte underlagt Senatet var krigsbevillinger og statskassen. Endvidere fastlagde Senatet feltherrernes og provinsguvernørernes kompetenceområder. I krisesituationer kunne Senatet sætte den romerske forfatning ud af kraft og erklære undtagelsestilstand (senatus consultum ultimum), således som det fx skete i forbindelse med Den Catilinariske Sammensværgelse (se Catilina). I senantikken fungerede Senatet udelukkende som en art byråd for Rom.

Senatet i Konstantinopel blev oprettet af Konstantin den Store som en parallel til Senatet i Rom. Dets funktion var normalt ceremoniel og rådgivende, men det fik betydning ved tronskifter, hvor det var Senatet, som udpegede den nye kejser, ligesom der er tilfælde, hvor senatet har udnævnt generaler og ført forhandlinger med udlandet. Antallet af senatorer synes at have skiftet meget.

Efter Napoleon Bonapartes kup den 18. brumaire år VIII (9.11.1799) under Den Franske Revolution blev Direktoriet erstattet af Konsulatet ("Konstitutionen af republikkens 8. år"), hvor magten reelt var placeret hos førstekonsulen, dvs. Napoleon. Et senat bestående af 80 ansete mænd udvalgt af førstekonsulen skulle udpege medlemmer til de to lovgivende forsamlinger og sikre lovenes overholdelse. Systemet tjente primært til at sikre Napoleons magtgrundlag.

I Rusland før 1917 og i Finland 1816-1917 var Senatet et embedsorgan med dømmende og administrativ kompetence. Det finske senat modsvarede nærmest en regering og havde to afdelinger, Økonomidepartementet og Justitsdepartementet, hvert med et antal senatorer i spidsen for forvaltningsgrene. Formel ordfører var den russiske generalguvernør, men den daglige ledelse varetoges af Økonomidepartementets viceordfører, der havde en statsministers funktioner.