Filippinerne – forfatning, Filippinerne er en republik med en forfatning fra 1987. Den lovgivende magt ligger hos Senatets 24 medlemmer, der vælges for seks år ved direkte valg, samt i Repræsentanternes Hus med 250 medlemmer, hvoraf 200 vælges ved direkte valg for tre år ad gangen, og 50 udpeges af præsidenten fra kandidatlister, der er foreslået af ikke-religiøse minoritetsgrupper, bl.a. kvinder, fattige i byerne, unge og småbønder. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, der vælges for seks år ved direkte valg, samt hos vicepræsidenten. Præsidentens forslag til regeringsmedlemmer, højere officersposter og ambassadører skal godkendes af en særlig udnævnelseskomité bestående af 12 senatorer og 12 medlemmer af Repræsentanternes Hus. Præsidenten kan erklære undtagelsestilstand, men Kongressen kan omstøde et sådan dekret ved en majoritetsafstemning. Forfatningen indeholder bestemmelser, som gør det muligt for vælgerne at foreslå eller forkaste love ved folkeafstemninger.

Læs mere om Filippinerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig