Italiens politiske partier

Italien - politiske partier, Den italienske forfatning af 1848, lo Statuto, opererede ikke med partier, da monarkiets stilling og parlamentets ringe repræsentativitet ikke indbød til politiske organisationer af den type.

Det politiske system udviklede dog partilignende grupper, som imidlertid var meget personcentrerede, fx demokraterne i Partito d'Azione (1853) omkring Giuseppe Mazzini og Giuseppe Garibaldi og senere De Liberale omkring Giovanni Giolitti.

Med dannelsen af Partito Socialista Italiano (PSI) i 1892 fik man et moderne masseparti med et kongresprogram og en landsdækkende organisation. I 1919 fulgte Partito Popolare Italiano (PPI), der fra 1942 kom til at hedde Democrazia Cristiana (DC), og i 1921 Partito Comunista Italiano (PCI) samt Partito Nazionale Fascista (PNF), der med Benito Mussolinis magtovertagelse i 1922 og indførelse af diktaturet i 1925 eliminerede de øvrige partier.

Med den nye forfatning af 1948 fik Italien et parlamentarisk demokrati, der også formelt byggede på partierne og adskilte dem og staten. Grundlaget var de store antifascistiske partier, PSI, PCI og DC, hvilket dog ikke udelukkede dannelsen af det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano (MSI).

DC blev hurtigt det dominerende parti med støtte fra en række mindre partier: det socialdemokratiske Partito Socialista Democratico Italiano (PSDI), det liberale Partito Liberale Italiano (PLI) og det republikanske Partito Repubblicano Italiano (PRI) og fra 1960'erne også PSI.

Det italienske partidemokrati degenererede dog til et partitocrazia. Efter de store korruptionsskandaler i 1990'erne brød dette system sammen og gav plads til en bipolarisering.

På den ene side står en centrum-højrekoalition, Casa delle Libertà, samlet omkring finansmanden Silvio Berlusconis Forza Italia; desuden er der af de tidligere nyfascister i Gianfranco Finis Alleanza Nazionale, Lega Nord og et mindre katolsk parti som UDC, en af hvis ledere, Ferdinando Cassini, sad som indflydelsesrig formand for deputeretkammeret i Silvio Berlusconis anden regeringsperiode 2001-06.

På den modsatte fløj befinder der sig en centrum-venstrekoalition, der ved valget i april 2006 optrådte under betegnelsen l'Unione, hvis to største partier er de forhenværende kommunister i DS og partiet Margherita (en samling af katolske og venstreliberale grupper) præsenterede sig under betegnelsen L’Ulivo med Romano Prodi som leder.

Med til denne koalition hører De Grønne og to mindre kommunistiske partier, bl.a. Rifondazione Comunista, hvis leder, Fausto Bertinotti (f. 1940), blev valgt til formand for deputeretkammeret i april 2006, samt Italia dei valori.

Op til valget i 2006 ændrede regeringen Silvio Berlusconi valgloven fra flertalsvalg til forholdstalsvalg; desuden fik italienere bosat i udlandet stemmeret. Der har på begge fløje løbende været røster fremme om at sammenlægge flere af de mange partier, idet de enkelte partier har svært ved at samle mere end 20% af stemmerne. Netop sådan en sammenlægning skete i oktober 2007, da flere centrum-venstre-partier gik sammen om at danne partiet Det Demokratiske Parti (Partito Democratico, PD), som har haft regeringsmagten siden 2013.

Læs mere om Italiens forfatning og om Italien generelt.