Selvom der i det officielle politiske liv i Kina ofte tales om og henvises til forfatningen, kan landet dog ikke kaldes et forfatningssamfund. For det første kaster præamblens omtale af "Det Kommunistiske Partis ledelse" og "folkets demokratiske diktatur" en skygge af usikkerhed hen over den formelle definition af statsorganerne: Hvordan kan Folkekongressen være "det øverste statsorgan", når Kommunistpartiet i forvejen er defineret som "ledende"? For det andet savner forfatningen institutioner og procedurer, som varetager fortolkning og beskyttelse af den; der er ingen forfatningsdomstol, ingen grundlovssikret magtdeling og ingen uafhængige domstole. I praksis må forfatningen beskrives som en blanding af hensigtserklæringer og skønmaleri. Mange dissidenter er blevet straffet strengt for kritik af disse forhold.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig