Arktisk Råd er et mellemstatsligt forum, der beskæftiger sig med sager af fælles interesse for lande og befolkninger i Arktis. Arktisk Råd blev etableret i 1996 med ønsket om at udvide miljøsamarbejdet i Arktis. Der er især fokus på bæredygtig udvikling i bred forstand og beskyttelse af det arktiske miljø.

Rådet består af repræsentanter for de otte arktiske stater, Canada, Danmark herunder Grønland og Færøerne, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA, samt de oprindelige folk repræsenteret ved seks interesseorganisationer: Arctic Athabaskan Council, Aleut International Association, Gwich’in Council International, Inuit Circumpolar Council (ICC), Samerådet og Russian Association of Indigenous Peoples of the North (RAIPON). Derudover har en række lande og organisationer observatørstatus. De oprindelige folks status som 'permanente deltagere' gør Arktisk Råd unik blandt internationale organisationer. Rådet træffer beslutninger ved konsensus.

Rådet er ifølge stiftelsesaftalen afskåret fra at beskæftige sig med sikkerhedspolitik, men ministermøder i Rådet har i en årrække givet mulighed for bilaterale møder mellem USAs og Ruslands udenrigsministre.

Formandskabet går på skift mellem medlemslandene. Da Rusland i 2022 invaderede Ukraine, afbrød de syv øvrige medlemslande samarbejdet med det siddende russiske formandskab, og kun projekter og arbejdsgrupper uden russisk ledelse er fortsat arbejdet. Formandskabet blev i 2023 overdraget planmæssigt til Norge, men det spændte forhold mellem Rusland og Vesten har gjort Rådets fremtid usikker.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig