NATO

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
NATO. Udenrigsministermøde i København 1991

NATO. Udenrigsministermøde i København 1991

NATO, North Atlantic Treaty Organization, forsvarsorganisation, baseret på Den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten).

NATO blev oprettet i 1949 på baggrund af udbruddet af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen og de vesteuropæiske landes følelse af usikkerhed over for Sovjetunionen; initiativet til alliancen blev taget af den britiske udenrigsminister Ernest Bevin og embedsmænd i det amerikanske udenrigsministerium i foråret 1948.

Atlantpagten undertegnedes 4.4.1949 af 12 lande, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA; senere blev Grækenland og Tyrkiet (begge 1952), Forbundsrepublikken Tyskland (1955) og Spanien (1982) optaget i alliancen.

I 1997 besluttede NATO-Rådet at optage Polen, Ungarn og Tjekkiet fra 1999. I 2002 besluttedes det yderligere at optage Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien og Bulgarien i alliancen fra 2004. Senest er Albanien og Kroatien optaget i 2009, således at der herefter er 28 medlemslande. Frankrig forlod i 1966 NATOs militære organisation, men forblev medlem af den politiske del.

Medlemslande og optagelsesår

  • Albanien (2009)
  • Belgien (1949)
  • Bulgarien (2004)
  • Canada (1949)
  • Danmark (1949)
  • Estland (2004)
  • Frankrig (1949)
  • Grækenland (1952)
  • Holland (1949)
  • Island (1949)
  • Italien (1949)
  • Kroatien (2009)
  • Letland (2004)
  • Litauen (2004)
  • Luxembourg (1949)
  • Norge (1949)
  • Polen (1999)
  • Portugal (1949)
  • Rumænien (2004)
  • Slovakiet (2004)
  • Slovenien (2004)
  • Spanien (1982)
  • Storbritannien (1949)
  • Tjekkiet (1999)
  • Tyrkiet (1952)
  • Tyskland (1994, Vesttyskland 1955)
  • Ungarn (1999)
  • USA (1949)

Hjørnestenen i Atlantpagten er art. 5, populært kaldet musketer-eden, hvorefter "deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle, og ..., at hvis et angreb finder sted, skal hver af dem ... bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelsen af væbnet magt, som hver af dem anser for nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed".

Der er således ingen automatisk virkende militær garantiklausul i NATO. Artiklen har kun været aktiveret én gang, nemlig efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Dette fik dog ingen virkning, idet USA foretrak at besvare angrebet i spidsen for en ’koalition af villige’ (coalition of the willing).

NATO. Medlemslande 2007.

NATO. Medlemslande 2007.

Den militære organisation

Efter Koreakrigens udbrud i 1950 ændredes Atlantpagten fra en politisk garantialliance til en omfattende militær organisation, der blev organiseret i tre hovedkommandoer, Atlanterhavskommandoen (SACLANT), Europakommandoen (SACEUR) og Kanalkommandoen. Europakommandoen, der blev stillet under en amerikansk general, blev opdelt i en Sydregion, en Centralregion og en Nordregion.

Denne sidste med hovedkvarter nær Oslo kom til at omfatte det danske og slesvig-holstenske område, der i 1961 blev organiseret i den såkaldte Enhedskommando over Østersøområdet, BALTAP, med hovedkvarter i Karup i Jylland.

Efter ophøret af den kolde krig blev NATOs europæiske organisation ændret flere gange, hvorved antallet af hovedkvarterer og kommandoer blev drastisk reduceret, og organisationen gjort mere fleksibel. BALTAP-hovedkvarteret i Karup forsvandt under denne proces fra 1993, og dets afløser, den såkaldte Joint Command Northeast, blev nedlagt ved årtusindskiftet.

NATOs generalsekretærer

Den politiske organisation

Ved siden af den militære organisation har NATO en politisk organisation, der ledes af en generalsekretær, med NATO-Rådet som alliancens vigtigste organ. Det består af NATO-landenes ambassadører ved NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, men der holdes regelmæssigt møder på udenrigsministerplan. Hvert rådsmedlem har én stemme; beslutninger kræver enstemmighed.

NATOs flag blev hejst første gang i 1953. Den blå farve skal symbolisere Atlanterhavet. Det blå-hvide kompas skal bl.a. vise, at NATOs medlemsstater ligger på begge sider af Atlanterhavet.

NATOs udvikling

Oprindelig var kernen i NATO USA's kernevåbengaranti. Fra begyndelsen af 1950'erne indledtes imidlertid en omfattende konventionel oprustning af Vesteuropa, der fra 1954 blev udbygget med placering af amerikanske taktiske kernevåben i Europa; fra 1957 blev disse våben også tildelt de europæiske NATO-landes forsvarsstyrker bortset fra de danske og norske.

Indtil afslutningen af den kolde krig var NATO-forsvaret således stærkt afhængigt af kernevåben. I 1960'erne ændredes strategien til flexible response, hvorefter alliancens respons skulle tilpasses angrebets omfang og karakter, men således at man fortsat forbeholdt sig ret til at kunne trappe enhver konflikt op til en kernevåbenkrig.

Kernevåbenpolitikken førte i 1980'erne til en alvorlig krise i NATO-samarbejdet. Baggrunden var Sovjetunionens oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i 1970'erne, som NATO følte behov for at imødegå.

Dette førte til den såkaldte dobbeltbeslutning af 1979 om at opstille 108 Pershing II mellemdistanceraketter og 464 krydsermissiler i Vesteuropa og samtidig tilbyde Sovjetunionen forhandlinger om rustningskontrol.

Beslutningen førte i begyndelsen af 1980'erne til omfattende protester fra fredsbevægelser i adskillige NATO-lande, og Danmark distancerede sig som eneste medlem officielt fra dobbeltbeslutningen med den såkaldte fodnotepolitik. Opstillingen indledtes i 1983, men blev standset, efter at USA og Sovjetunionen i 1987 enedes om helt at afskaffe denne våbengruppe.

Ophøret af den kolde krig fik dybtgående indvirkning på NATO, der i 1990'erne har gennemført en omfattende omstillingsproces. NATO har ikke længere nogen officiel fjende, og kernevåbenstrategien er drastisk revideret, således at anvendelsen af disse våben kun kan tænkes som en sidste udvej.

Samtidig tog NATO skridt til at indlede et bredt samarbejde med de tidligere fjender i Central- og Østeuropa. Det skete i første omgang i North Atlantic Cooperation Council (NACC), der oprettedes i 1991 som et samarbejdsforum med alle tidligere Warszawapagtlande.

I 1997 erstattedes det af EAPC, Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, ved inddragelse af tidligere neutrale lande, samtidig med at NATO og Rusland oprettede et særligt Permanent Fællesråd (PJC).

Et andet vigtigt program var Partnerskab for fred (PfP), der fra 1994 blev rammen om et omfattende militært samarbejde med enkeltlande i Central- og Østeuropa. Danmark var i 1990'erne stærkt aktiv inden for dette program blandt andet for at sikre de baltiske lande en tilknytning til NATO. I 1999 besluttedes det at invitere de første tidligere Warszawapagtlande med i alliancen. NATO udviklede sig herigennem til en generel europæisk sikkerhedsorganisation.

Et vigtigt led i NATOs omstrukturering er, at de såkaldte "non artikel 5"-opgaver fik øget betydning. Det er opgaver, som ligger uden for den gensidige militære forpligtelse (art. 5) og omfatter fredsbevarelse, fredsskabelse, humanitære aktioner mv.

Et eksempel er det tidligere Jugoslavien, hvor NATO i 1995 tog over fra FN med henblik på at gennemføre Daytonaftalen om Bosnien; NATO-styrken omfattede også kontingenter fra Rusland og andre ikke-medlemslande. I 1998 blev NATO inddraget i bestræbelserne for at gennemtvinge FN's resolutioner i Kosovo-spørgsmålet, hvilket i 1999 førte til NATOs første krig, Kosovo-krigen, mod Serbien og Montenegro.

Efter 11. september 2001 var der nogen usikkerhed omkring NATOs fremtidige rolle, idet USA – delvis baseret på erfaringer fra Kosovokrigen – foretrak at arbejde med en uformel koalition af "villige" lande både i Afghanistankrigen 2001 og Irakkrigen i 2003.

Fra 2003 kom NATO til at lede den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan. Ved siden heraf har USA sin egen styrke i landet, der viderefører krigen mod Taleban- og Al Qaeda-styrkerne.

Siden den kolde krigs ophør har NATOs fremtid været diskuteret flittigt. På den ene side fremføres det, at alliancer altid går i opløsning, når den situation, der fremkaldte dem, bliver ophævet, dvs. når alliancen ikke længere har en fjende.

På den anden side peger andre på, at NATO ved sin omstilling til nye opgaver har placeret sig centralt i europæisk politik, og at dette sikrer alliancen en længere levetid på den anden side af 50-års-jubilæet i 1999.

NATOs hjemmeside

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

NATOs flag blev hejst første gang i 1953. Den blå farve skal symbolisere Atlanterhavet. Det blå-hvide kompas skal bl.a. vise, at NATOs medlemsstater ligger på begge sider af Atlanterhavet.

Viser 3 af 3 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+413676.801.svg (2 kB)

NATO s flag blev hejst første gang i 1953. Den blå farve skal symbolisere Atlanterhavet. Det blå-hvide kompas skal bl.a. vise, at NATOs medlemsstater ligger på begge sider af Atlanterhavet.

Admin

05/02/2009

[+45041779.601.svg (1112.75 kB)

NATO. Medlemslande 2007.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Uffe Rasmussen
09/09/2014
Redaktionen
13/08/2014
bangsholm
30/03/2014
Ekspert
kimbrer
Oprindelig forfatter
NiPe
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki