international politik

Teoretisk udvikling

Inden for politologien er et sæt af teorier udviklet, som forsøger at forklare staternes handlinger i det internationale system, hvad samarbejde, konflikt og krig angår. Staternes eksistens tilskrives borgernes fælles ønsker om sikkerhed og velfærd og idéer om retfærdighed. Ønsket om sikkerhed fører som de vigtigste begivenheder til fred og krig, hvilket realismen har som teoretisk fokus. Ønsket om velfærd fører til samarbejde og konkurrence, hvilket især behandles teoretisk inden for liberalismen, marxismen og den politiske økonomi. Ønsket om retfærdighed fører til dannelsen af internationale normer og organisationer, fx FN; idealismen har dette som teoretisk fokus.

Realismen og dens mange varianter er den dominerende internationale politikteori. Staterne betragtes af realister som dominerende enheder i det internationale system og med større indbyrdes ligheder end forskelle. De stræber efter magt, hvoraf den vigtigste er militærmagt. Magtbalance bliver derfor en central del af det internationale systems vilkår. Disse er baseret på et system af suveræne stater, som ikke har nogen fælles øvre myndighed. Eftersom alle stater prøver at skaffe sig sikkerhed og magt, hersker der en slags anarki i systemet.

Realismen er udtrykt i mange varianter; den klassiske realisme ser på staternes politik som det centrale, mens neorealismen ser på magtspillet mellem staterne i det internationale system.

Idealismen dominerede den internationale politikteori i perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig. Grundlaget var en tro på, at krig kunne undgås, hvis forhandlinger mellem stater var åbne og ærlige. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der ansporede til oprettelsen af Folkenes Forbund, forløberen for FN, var fortaler for denne form for politik. Troen på den idealistiske teori fik et grundskud med fascismens vækst og med 2. Verdenskrig. Som reaktion herpå opstod realismen.

I 1960'erne blev international politik indført som fag ved universiteter verden over, først i USA, og faget blev en del af politologien (political science). På mange universiteter forsøgte man at gøre faget til en eksakt videnskab ved bl.a. at anvende metoder fra naturvidenskaberne. Formålet var at studere krig og fred som afhængige variable, og der udvikledes en tradition i faget for statistisk og matematisk baseret teori.

Med den gradvise afspænding mellem supermagterne i 1970'erne blev realismen udfordret af forskere, der så økonomisk samarbejde mellem stater som et grundlag for nye teorier. Disse såkaldte liberale teorier satte fokus på eksistensen af samarbejde mellem stater på trods af det internationale anarki. Vægten blev lagt på studier af ikke-statslige aktører, især de internationale organisationer og multinationale selskaber. En parallel udvikling hertil var den såkaldte engelske skole, der lagde vægt på, at normer for samarbejde mellem stater bidrager til at forklare det internationale systems orden. De liberale teorier og den engelske skole blev ofte brugt som tillæg til og udvidelse af den realistiske forklaringsmodel, der således kom til at udtrykke, at staterne var styret af magtspillet, men normer for samarbejde og økonomiske forbindelser satte visse begrænsninger for spillets karakter.

Allerede i 1960'erne videreudvikledes internationale politikteorier til med marxistisk udgangspunkt at se på forholdet mellem rige og fattige stater. Imperialisme- og afhængighedsteorier blev i 1970'erne betragtet som alternativ til de liberale teorier. Vægten i analyserne af økonomisk og politisk dominans blev lagt på magtanvendelsen i den internationale politik. Reelt har marxistiske teorier kun spillet en lille rolle i international politikteori.

Med afslutningen i 1989 på den kolde krig og dermed på det bipolære internationale system blev det nødvendigt at revidere de eksisterende internationale politikteorier, og flere nye teoriretninger er fremkommet; vigtigst er teorier, der bringer nyt til konstruktionen af begreberne. Ifølge denne postmoderne teoretiske retning er det selve statsbegrebet, og herunder statens suverænitet, der har formet virkeligheden. Det er derfor også i ændringer af begreberne, at både forståelsen og forandringen er gemt. Nye teorier har lagt vægt på, at international politikteori er bestemt ud fra mandlige kønsværdier, mens andre har set de eksisterende teorier som miljøfjendske. International politikteori befinder sig i en teoretisk udvidelsesperiode, hvilket også blotlægger et fællestræk ved teorierne, idet det er karakteristisk, at teorierne generelt er opstået som en afspejling af forholdene i den internationale politik, og at de derfor er stærkt bundne til den tid, de er fremsat i. Som følge heraf er teorierne mere egnede til at forklare, hvad der er sket, end til at danne grundlag for handling.

Se også afhængighedsteori, fredsforskning, det internationale system og realisme.