neokolonialisme - Læs om begrebets anvendelse

Neokolonialisme defineres som fortsættelsen af kolonialismen men med nye midler. Begrebet bruges til at beskrive, hvorledes de gamle kolonier, trods den formelle uafhængighed i henhold til FN's folkeret, stadig er økonomiske og politisk styret af fremmede stater. Disse fremmede staters formål er at fremme egne interesserer som adgang til naturresurser, markeder og billig arbejdskraft.

Det er et komplekst og omdiskuteret begreb, som bruges til at forstå forholdet mellem magtfulde industrialiserede stater i Vesten og stater i Asien, Afrika og Sydamerika. Det er særlig centralt i forbindelse med de kræfter, som søger at styrke syd-syd samarbejdet og etableringen af nye internationale institutioner, som styrker samarbejdet mellem ikke-vestlige lande.

Begrebets udvikling

Begrebet neokolonialisme udviklede sig i Afrika fra slutningen af 1950’erne, i takt med afkoloniseringen, hvor vestlige kolonimagter blev tvunget til at opløse deres formelle kolonier og trække deres administrationer ud af Afrika. Begrebet blev særligt udbredt gennem All-African Peoples’ Conferences (AAPC), som i 1963 blev til Organization of African Unity (OAU) og i 2002 til den Afrikanske Union.

I 1961 vedtog AAPC sin Resolution om Neokolonialisme på en konference i Cairo. Denne resolution specificerer en række punkter som kendetegner neokolonialisme, og den nævner en række vestlige lande og institutioner som udøvere af neokolonialisme.

Begrebets udbredelse i det globale Syd og i Vesten

Siden 1960'erne er begrebet neokolonialisme blevet udbredt i Afrika, Asien, og Sydamerika. Det var et grundlæggende koncept for deklarationen om en ny international økonomisk orden, som blev vedtaget på FN's generalforsamling i 1974.

I den vestlige del af verden er begrebet ofte blevet marginaliseret. Det skyldes delvist de kritiske perspektiver, som begrebet medfører. Det medvirker blandt andet til nogle markante modsatrettede opfattelser af det internationale politiske og økonomiske system, som ofte kommer til udtryk i FN-systemet.

Teoretisk baggrund og udbredelse

Neokolonialisme som koncept og teori, ligger tæt på klassisk realisme i internationale relationer, som blev etableret af den britiske historiker E.H Carr i 1930’erne, og efterfølgende af den tysk-amerikanske politolog Hans Joachim Morgenthau i 1940’erne.

Klassiske realisme og neokolonialisme

Klassisk realisme er af Morgenthau blevet beskrevet som et værktøj til at afdække magtforhold i national og international politik. Disse betragtes grundlæggende som sløret af sofistikeret manipulation, hykleri og propaganda. Magt defineres som kontrol over menneskers tanker og handlinger, og teorien bruges i stor grad til at analysere magtforhold mellem stater, forsvarsalliancer, internationale magtbalancer, imperialisme, propaganda m.m.

Det blev i Vesten den dominerende teori inden for statskundskab i årtierne efter 2. Verdenskrig, og den påvirkede mange af de centrale personer som udviklede begrebet neokolonialisme.

Karl Marx' kapitalismeanalyser

Derudover har Karl Marx' analyser af det kapitalistiske system haft stor indflydelse på begrebet neokolonialisme. Det inkluderer grundlæggende analyser af slaveøkonomierne og forskellige former for imperialisme og kolonisering.

Afhængighedsteori

Begrebet neokolonialisme hænger også tæt sammen med afhængighedsteorierne og verdenssystemteorien, som blandt andet analyserer de ulige økonomiske forhold mellem ”stærke stater” og ”svage stater”. Immanuel Wallerstein, som udviklede verdenssystemteorien i 1970'erne, rejste og forskede i Vestafrika omkring 1960, da neokolonialisme-begrebet udviklede sig i Ghana og Guinea.

Kwame Nkrumahs analyser af neokolonialismen

Ghanas første præsident, Kwame Nkrumah, er den mest centrale person for teoretiseringen og udbredelses af konceptet. I 1965 udgav han bogen Neo-Colonialism – The Last Stage of Colonialism. Nkrumahs analyser og perspektiver er forankret i de realiteter, der udspillede sig i Afrika fra omkring midten af 1950'erne i forbindelse med afkoloniseringsbølgen, som gradvist spredte sig over det afrikanske kontinent.

Nkrumah argumenterede for, at Afrika skulle forenes i en stærk afrikansk union som et værn mod neokolonialisme. Fra 1960’erne blev panafrikanisme derfor tæt forbundet med kampen mod neokolonialisme.

Liberia som den første neokoloni

Nkrumah og hans regering i Ghana, betragtede Liberia som den første amerikanske neokoloni i Afrika. Liberia blev etableret som en amerikansk koloni i 1822, men i 1847 blev landet erklæret uafhængigt og fremstod udadtil som en selvstændig stat. Da Ghana skulle etablerer diplomatiske relationer med Liberia i slutningen af 1950’erne, blev de tydeligt for Nkrumahs regering, at Liberia var indirekte styret af USA. Liberia kom derfor til at fremstå som et eksempel på, hvordan andre afrikanske stater kunne blive transformeret til neokolonier.

Politikere og tænkere, der har bidraget til teorien

Blandt andre afrikanske politikere, som har bidraget til udbredelse af teorier og forståelse af neokolonialisme kan nævnes:

Algeriets præsident fra 1963 til 1965, Ahmad Ben Bella
Burkina Fasos præsident fra 1983 til 1987, Thomas Sankara
Congos premiereminister, nu Den Demokratiske Republik Congo, fra 1960 til 1961, Patrice Lumumba
Liberias præsident fra 1971-1980, William Tolbert
Guineas præsident fra 1985 til 1984, Sékou Touré
Tanzanias præsident fra 1962 til 1985, Julius Nyerere
Egyptens præsident fra 1956 til 1970, Gamal Abdel Nasser

Blandt andre markante tænkere, politikere, og aktivister, som på et tidligt stadie har bidraget direkte eller indirekte til konceptualisering af neokolonialisme, kan nævnes:

den guineanske guerillaleder Amílcar Cabral
den tysk-amerikansk økonomisk historiker og sociolog André Gunder Frank
den brasilianske økonom Celso Furtado (1920-2004)
den brasilianske politiker Fernando Henrique Cardoso
den martiniquinske psykoanalytiker og politiske teoretiker Frantz Fanon
den amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein
den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre
den norske fredsforsker Johan Galtung
den marokkanske oppositionsleder Mehdi Ben Barka (født i 1920 og forsvundet og formodet død i 1965)
den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong’o
den argentinske økonom Raúl Prebisch
den egyptiske økonom og udviklingsteoretiker Samir Amin
den mozambiquiske politiker Samora Machel
den brasilianske økonom Theotônio Dos Santos (1936-2018)
den amerikanske forfatter W.E.B. du Bois
den guyanesiske historiker og politiker Walter Rodney (1942-1980)
den kinesiske politiker Zhou Enlai

Begrebet neokolonialisme bliver ofte nævnt og diskuteret i internationale fora, som den Afrikanske Union, Den Alliancefri Bevægelse, G77-landene, og FN-organisationer som FN's generalforsamling, FN's konference for handel og udvikling (UNCTAD), FN's økonomiske og sociale råd (ECOSOC) m.fl.

Kritik af begrebet neokolonialisme

I den vestlige del af verden, bliver begrebet neokolonialisme ofte betragtet som politisk og kontroversielt. Det bliver kun relativt sjældent nævnt i den offentlige debat, og på de akademiske uddannelser er begrebet generelt marginaliseret. Der findes en mere udbredt kritik af afhængighedsteorierne og verdenssystem-teorien.

Siden omkring 2005 er begrebet neokolonialisme vundet lidt mere frem i Vesten, når der refereres til relationerne mellem Kina og Afrika, som en kritik rettet mod Kinas relationer med Afrikanske lande.

I Afrika, Asien, og Sydamerika, er kritikken mere udbredt, men mest i form af forskellige argumenter og perspektiver, af forskellige former for imperialisme og kolonisering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Panafrikanisme

Niels Hahn

ph.d.