strukturel vold

Strukturel vold, analytisk begreb inden for fredsforskningen, der blev lanceret 1969 af den norske sociolog Johan Galtung og betegner den ikke-personlige vold, dvs. det forhold, at mennesker ikke får den behovsopfyldelse, som det givne videns- og resurseniveau ellers skulle tillade.

Begrebet udsprang af et nyt kritisk standpunkt i fredsforskningen i 1960'erne; det var en reaktion på en marxistisk kritik af fredsforskningen, hvorefter fred er det naturlige mål for de herskende klasser, mens undertrykte har behov for ufred, revolution og forandring. For at fastholde fredsforskningen som modstander af vold udvidedes voldsbegrebet, og fredspolitik kom til at omfatte bekæmpelse af undertrykkelse og uretfærdighed.

Personlig (eller direkte) vold kan spores tilbage til konkrete aktører, struktuel (eller indirekte) vold kan ikke. Denne distinktion knyttes til en reformulering af begrebsparret positiv/negativ fred, således at negativ fred betyder fraværet af personlig vold, positiv fred fraværet af strukturel vold, hvilket reelt vil sige, at der hersker social retfærdighed.

Begrebet strukturel vold viste sig svært at operationalisere, men fik afgørende betydning for den såkaldte kritiske fredsforskning, der blev det dominerende paradigme i nordeuropæisk fredsforskning i 1970'erne og 1980'erne.