Verdensopinion, begreb, som hører sammen med tanken om verdenssamfundet, dvs. verden som et samfund af enkeltindivider snarere end af stater. Dette enkeltindividsamfund antages at konstituere en verdensopinion, der bl.a. kan komme til udtryk i internationale medier som CNN eller i fora som FN, på trods af at FN repræsenterer staternes snarere end individernes opinion. I 1990'erne henvistes ofte til "det internationale samfunds" opfattelse som legitimering af aktioner, fx NATO-interventionen i Kosovo; her er verdensopinion nærmest synonym med den offentlige mening i de vestlige demokratier. Hvem der formulerer og repræsenterer verdensopinionen, er således uklart.

En lignende uklarhed gælder verdensopinionens indhold. Den antages almindeligvis at rumme afstandtagen fra grove brud på menneskerettighederne såsom folkemord, etnisk udrensning mv. eller på den internationale fred og sikkerhed, men derudover er det usikkert, hvad verdensopinionen indebærer. Den er derfor i de fleste tilfælde en usikker rettesnor for staternes handlinger, ligesom den som analytisk begreb har store begrænsninger. Omvendt kan globaliseringen og ikke mindst de øgede muligheder for kommunikation måske bidrage til formulering af en egentlig verdensopinion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig