Kronprinsesse Mary og hofdame Caroline Heering i 2006
Kronprinsesse Mary assisteret af sin hofdame Caroline Heering med den blå hofdamenål på jakken ved besøg på Julemærkehjemmet Kildemose i 2006.
Kronprinsesse Mary og hofdame Caroline Heering i 2006
Af /Her Og Nu/Ritzau Scanpix.

Hofdame er en stillingsbetegnelse for en person ved hoffet, der ledsager og assisterer dronningen eller en prinsesse ved officielle og andre arrangementer i ind- og udland. Som hoffunktionær varetager hofdamen desuden en række arbejdsopgaver, fx korrespondance og indkøb, ligesom de kan fungere som privatsekretær. Hofdamen kan kendes på den hofdamenål – dronningen eller prinsessens monogram i guld – som bæres på et lyseblåt bånd på venstre skulder.

Hofdamer i historien

Hofdamerne indgik historisk i de danske dronningers kvindelige stab sammen med kammerfrøkner og frøkner. Staben blev ledet af en overhofmesterinde, eller blot hofmesterinde, og herefter fulgte i rang kammerfrøken og hofdamen. I løbet af 1900-tallet blev denne del af hoffet indskrænket, så det i dag kun er hofdamen, der er i tjeneste hos dronningen.

Udpegning til hofdame

Hofdamerne udpeges i udgangspunktet af dronningen selv eller den respektive prinsesse, som de tjener. Hofdamerne rekvireres normalt i kongehusets omgangskreds eller hentes ind fra stillinger i bl.a. centraladministrationen. Hofdamestillingen besættes ikke på normal vis med stillingsopslag og ansøgning.

Dronningens hofdamer

Dronning Margrethe 2. har fire hofdamer, der indgår i en arbejdsturnus hen over året, så hver hofdame i udgangspunktet dækker et kvartal. I tjeneste er dronningens hofdamer til fuld rådighed og opholder sig tæt på majestæten. Bl.a. spiser hofdamerne i udgangspunktet sammen med dronningen. Ved dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup i 1992 designede dronningen en rød gallakjole til sine hofdamer, der siden fra tid til anden er benyttet bl.a. ved nytårstaflerne.

Prinsessernes hofdamer

Kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte har hver en hofdame, der foruden ledsagelse ved offentlige arrangementer varetager opgaven som privatsekretær. Prinsesse Marie har siden 2018 ikke haft hofdame.

Se mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig