Lesbisk Bevægelse

Lesbisk Bevægelse var en del af den anden feministiske bølge med udspring i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, der med dannelse af nye organisationer som Gay Liberation Front i 1969 også fik rettigheder for homoseksuelle på dagsordenen.

New Yorkergruppen Radicalesbians lancerede i 1970 i manifestet “The Woman-Identified Woman”. Det var en socialkonstruktivistisk analyse, der så heteroseksualitet som et resultat af pigers opdragelse til underkastelse, og det at være lesbisk som det ultimative oprør mod kvindeundertrykkelsen. Andenbølgefeminismens lesbiske bevægelser tog afsæt i denne tidlige formulering af det, som queerforskningen senere beskrev som heteronormativitet som basis for patriarkatets binære kønssystem med skarpt adskilte kønsroller for mænd og kvinder.

Den nye homoseksualitetspolitiske offensiv landede i Danmark i sommeren 1971, da unge aktivister fra Landsforeningen for Homofile fejrede den første danske pride med en demonstration på Strøget. Aktivismen fortsatte for mændenes vedkommende i Bøssernes Befrielsesfront, mens kvinder i første omgang gik ind i rødstrømpebevægelsen. Men her skabte den åbne, offensive lesbianisme vedvarende spændinger.

Lesbisk Bevægelse udsprang af en alliance mellem kvinder i Landsforeningen for Homofile, der var i opposition til patriarkalske tendenser i den gamle mandsdominerede forening, og rødstrømper, der var i opposition til de homofobiske tendenser i den nye kvindebevægelse.

Frem til dannelsen af Lesbisk Bevægelse blev lesbiske stadigt mere synlige i Kvindehuset i København, på Femølejren, ved aktioner for ligeløn og fri abort. I 1972 lancerede en lesbisk gruppe bladet Kvinder Kvinder med logo og motto hentet fra ”The Woman-Identified Woman”, og en lesbisk emnegruppe oversatte og uddelte manifestet på Femølejren.

Ideen om en samlet lesbisk gruppe i rødstrømpebevægelsen modnedes på Femølejren i 1973, og den blev realiseret på et stiftende møde den 10. marts 1974. Men da rødstrømpebevægelsen kort tid efter centraliserede beslutningsprocesserne, valgte Lesbisk Bevægelse i stedet at blive en selvstændig bevægelse.

Lesbisk Bevægelse fortsatte samarbejdet med rødstrømpebevægelsen i Kvindehuset, der i 1975 flyttede fra Åbenrå 26 til Prinsessegade 7 og i 1978 til Gothersgade 37. Enkelte lesbiske forblev i rødstrømpebevægelsen og mange dobbeltorganiserede sig, men de fleste prioriterede efterhånden organiseringen af Lesbisk Bevægelse med rekruttering via introduktionsmøder, indslusning via basis-, emne- og funktionsgrupper, fællesmøder og seminarer til udvikling af lesbisk politik, kultur og kollektive livsformer.

Knap en måned gammel markerede Lesbisk Bevægelse sig med den første i en række spektakulære aktioner under paroler som ”Ud af busken”, ”Der er lesbiske overalt”, “Bekæmp tvangsheteroseksualiteten” og ”Lesbisk kamp er kvindekamp. Kvindekamp er lesbisk kamp”. Dækket af grene, med sække over hovedet, indespærret i et reb af en psykiater, en arbejdsgiver, en far og en mor gik de 1. maj-parade fra Kvindehuset til Fælledparken. Undervejs sprang mange ud – både i overført forstand som lesbiske og i bogstavelig forstand ud af grenene. Fremme i Fælledparken blev der spillet og sunget lesbiske slagsange og uddelt en løbeseddel, som sluttede: ”1. maj er arbejdernes dag, proletariatets dag, de undertryktes dag. 1. maj er derfor også de lesbiske kvinders dag”.

Det følgende årti blev Lesbisk Bevægelse en meget synlig og ofte kontroversiel aktør i markeringer af feministiske, socialistiske og seksualpoliske mærkedage som Kvindernes Internationale Kampdag, 1. maj og pride, ved kvindefestivaller og kvindepolitiske aktioner mod vold, voldtægt, forringede levevilkår under lavkonjunkturen og den truende økologiske krise.

Femølejren havde fra første færd samlet kvinder fra hele Danmark og snart også tiltrukket mange, især lesbiske, fra Skandinavien og Nordeuropa. Fra 1973 var der årlige internationale uger, og i forlængelse af dem blev der også afholdt halvårlige nordiske lesbiske seminarer, det første i november 1974 i Oslo. Den første lesbiske uge på Femø kom i 1975, samtidig med at Lesbisk Bevægelse og rødstrømpebevægelsen i anledning af FN’s internationale kvindeår turnerede Danmark rundt med en Kvindekaravane, finansieret af Kulturministeriet.

Det blev startskuddene til en geografisk ekspansion af Lesbisk Bevægelse til en række byer, hovedsageligt med base i de mange kvindehuse, der var skudt op landet over. De nye, ofte små grupper blev hjulpet på vej af Lesbisk Bevægelse i København og holdt sammen af seminarer i netværket Lesbiske i provinsen.

Som supplement til de overfyldte lesbiske uger på Femø blev der desuden fra 1977 arrangeret lesbiske ølejre bl.a. på Sejerø og Avernakø. Derudover blev liv og tænkning i Lesbisk Bevægelse bredt formidlet af forfatterne Vibeke Vasbo og Bente Clod og forskeren Karin Lützen.

Inspireret af Lesbisk Bevægelse blomstrede der aktivisme op uden for København, mest markant med oprettelse af Den Nordiske Kvindehøjskole, Kvindelandet i Jylland 1979 og Kursuscenteret Skrækkenborg på Langeland 1980. Men det tappede kræfter fra Lesbisk Bevægelse i København, og fra midten af 1980’erne blev fælles- og introduktionsmøderne gradvist lukket ned.

Det sidste nummer af bladet Kvinder Kvinder, der blev udgivet ”som vinden blæser”, udkom i 1979. Det blev i 1982-1996 fulgt op af Hvidløgspressen. Et blad for lesbiske, der udgik fra Kvindehuset i Gothersgade, men udtrykkeligt var landsdækkende.

Op gennem 1980’erne voksede Hvidløgspressens dækning af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i takt med at foreningen udviklede sin ligestillingspolitik. Fra 1979 blev der dannet kvindegrupper, afholdt kvindeseminarer, indført kønskvotering og ansat en kvindelig redaktør på medlemsbladet, og i 1989 blev den første landsforkvinde valgt. Som det måske klareste signal om foreningens vilje til at løfte arven fra den anden feministiske bølge blev der fra 1991 oprettet lesbiske basisgrupper.

I midten af 1990’erne ebbede de sidste af Lesbisk Bevægelses aktiviteter ud.

• kvindebevægelsen
• rødstrømpebevægelsen
• feminisme
• queer

• Bladet Kvinder Kvinder i digitaliseret form hos LGBT+ Danmark

• Drude Dahlerup (1998): Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling nytænkning og gennemslag 1970-1975, Lindhardt og Ringhof.
• Vibeke Nissen og Inge-Lise Paulsen (2000): Handling gi’r forvandling. Træk af homobevægelsens historie i Danmark, Lambda Nordica, 2-3.
• Pernille Ipsen (2020): Et åbent øjeblik. Dengang mine mødre gjorde noget nyt, Gyldendal
• Katrine Manfred Swets (2021): Lesbisk kraft er pedalkraft – en historie om Lesbisk Bevægelse 1974-1996, LGBT+ Danmarks bibliotek. Kan findes som pdf her.