Shulamith Firestone, 1945-2012, canadiskfødt amerikansk feminist, der fra 1967 i New York deltog i organiseringen af kvindegrupperne Redstockings, hvorfra det danske begreb rødstrømpe stammer. Hendes bog The Dialectic of Sex: The Case for Feminist Revolution (1970, da. Kønnenes dialektik, 1972) er et hovedværk for kvindebevægelsens radikalfeministiske fløj. Uligheden mellem kønnene ses i bogen som biologisk bestemt, og kønshierarkiet fremstilles som model for alle andre udbytningssystemer, fx kaste- og klassesystemet. I 1998 kom Airless Spaces, short stories om skæbner blandt New Yorks fattige.