• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ligestilling - Ligestillingsrådet

Oprindelig forfatter DD Seneste forfatter Redaktionen

Ligestillingsrådet, LR, lå som enhed under Statsministeriet, 1975-2000. LR, der begyndte sit arbejde 1975 og blev lovfæstet 1978, havde til formål at foreslå og følge ligestillingslovgivningen samt behandle klager over brud på denne lovgivning, fx vedrørende ligeløn og ligebehandling.

I LR sad repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, kvindeorganisationerne og kvinde- og kønsforskningen. Følgende har været formænd for LR: Karen Dahlerup (f. 1920), Helle Degn, Grethe Fenger Møller, Anne Grete Holmsgaard og Ingrid Rasmussen (f. 1947). LR udgav bladet Lige NU.

Med den nye ligestillingslov fra 2000 blev LR nedlagt, og man oprettede i stedet dels en departemental ligestillingsenhed til støtte for ligestillingsministeren, bl.a. i arbejdet med at følge kommunernes og de statslige institutioners gennemførelse af den offentlige ligestillingspolitik, dels et klagenævn for ligestilling, Ligestillingsnævnet, der blev nedlagt 2009 og afløst af Ligebehandlingsnævnet.

Med samme lov oprettedes et statsligt Videnscenter for Ligestilling, som imidlertid efter kun halvandet års virke blev nedlagt ved regeringen Anders Fogh Rasmussens tiltræden i 2001.

Videnscentret blev dog videreført på Roskilde Universitet som Center for Ligestillingsforskning, også dette med Karen Sjørup (f. 1948) som leder.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. ligestilling - Ligestillingsrådet Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik