Børnefonden, selvejende institution, som formidler sponsorater for nødlidende børn i den tredje verden; stiftet i 1972 efter amerikansk forbillede. Ved fondens mellemkomst kan der indgås aftaler om at støtte et barn, hvis navn, adresse og øvrige omstændigheder er kendt. Børnefondens arbejde er uafhængigt af politiske og religiøse interesser, og fonden modtager ikke statsstøtte. Med indkomne sponsorbeløb på ca. 158,5 mio. kr. årlig hjælpes ca. 60.000 børn og deres forældre (2014).