marxisme - marxistisk litteraturforskning

Karl Marx har ikke selv efterladt sig andet end antydninger af en teori om litteraturen i samfundet. I den eftermarxske forskning tog man udgangspunkt i forestillingen om, at der mellem samfundets struktur og litteraturen var et spejlingsforhold, således at litteraturen genspejlede samfundets økonomiske basis.

Dette grundsyn findes fx hos den russiske litterat Georgij Plekhanov (ca. 1900), som søgte efter litteraturens "sociologiske ækvivalent". I den sovjetiske litteraturkritik er dette forhold ofte blevet til en normativ holdning: Den rigtige litteratur skulle afspejle samfundet rigtigt.

En anden udvikling med et kraftigt indslag af hegeliansk æstetik fandt sted hos ungareren Georg Lukács. Han anså sammenhængen mellem litteratur og samfundsstruktur for at være formidlet gennem mange flere instanser. Han satte den klassiske borgerlige romankunst højt, fordi det her lykkes i anskuelige karakterer at "gestalte" både sociologisk typiske og realistiske personer.

Med front imod modernismen formulerede han begrebet "kritisk realisme". Denne litterære norm havde imidlertid også front mod den stalinistiske socialistiske realisme, som Georg Lukács anså for at være en dogmatisk konstruktion af romantisk tilsnit.

Inspireret af Georg Lukács var den rumænsk-franske litterat Lucien Goldmann, der kalder sin metode for "genetisk strukturalisme" og var påvirket af fransk strukturalisme.

En anden retning inden for den marxistisk inspirerede forskning står i gæld til Walter Benjamin og til Mikhail Bakhtin. Det er en forskning, der ser litteraturen som indføjet i et større kulturelt hele, hvor også andre kulturelle former for praksis påvirker litteraturen. Walter Benjamins store værk om Paris som 1800-t.'s hovedstad eller Mikhail Bakhtins om François Rabelais og det folkelige karneval har her været retningsgivende.

Den engelske litterat Raymond Williams har med sin "kulturmaterialisme" øvet stor indflydelse. Også amerikaneren Fredric Jameson og englænderen Terry Eagleton (f. 1943) trækker på denne tradition, som de forener med bl.a. den semiotiske.

I Danmark har Julius Bomholt med Dansk Digtning fra den industrielle Revolution til vore Dage (1930) og især Harald Rue med Litteratur og Samfund (1937) i mellemkrigstiden arbejdet med marxistisk inspireret litteraturanalyse.

I 1970'erne udvikledes ikke mindst omkring tidsskriftet Poetik (senere Kultur og Klasse og K og K) et miljø, der søgte at sammentænke marxisme, psykoanalyse og semiotik.