marxistisk sociologi | lex.dk

Den tyske økonom og sociolog Karl Marx' forfatterskab har inspireret teoridannelser inden for sociologi og samfundsvidenskaben.

Marx er en af grundlæggerne af sociologidisciplinen, selvom nogle af de mest fremtrædende Marx-forskere ikke mener, at hans metode kan opdeles i specialiserede discipliner og skal betragtes som en totalitet. Hans metode omfatter indsigter fra både økonomi, historie, filosofi og sociologi. Måden, han analyserede på, og de faktorer, han fremhævede som vigtige (såsom klassekamp og dialektik), udgør et udgangspunkt for marxistisk sociologi.

Sociologi baseret på Marx' principper blev praktiseret i mange socialistiske samfund, som fx det tidligere Sovjetunionen. I Vesten påvirkede det udviklingen af kritisk teori og kulturvidenskab.

Den marxistiske teori

Ifølge Marx består samfundets materielle grundlag af økonomisk aktivitet, som er baseret på både teknologi og ressourcer (kaldet produktivkræfterne) og på de måder, hvorpå mennesker interagerer gennem ansættelses- og ejendomsforhold (kaldet produktionsforholdene). Sammen udgør disse elementer, hvad Marx kaldte produktionsmåden.

Produktionsmåden er samfundets materielle grundlag eller økonomiske infrastruktur. For eksempel kan en landmand have teknologiske redskaber og ressourcer som jord og vand, men hvis han eller hun ikke er i stand til at interagere med andre mennesker gennem ejendomsforhold og arbejdsrelationer, vil hans eller hendes økonomiske aktivitet være begrænset.

Marx påpegede dermed, at samfundet består af mere end blot økonomisk aktivitet. Der er også en juridisk og politisk overbygning, som omfatter love og regler, der regulerer økonomisk aktivitet og andre aspekter af samfundet. Endelig er der en social, politisk og intellektuel livsproces, som refererer til alle de sociale interaktioner og aktiviteter, der finder sted i samfundet, såsom kulturelle og kunstneriske aktiviteter, politisk debat og forskning.

Økonomiens betydning for samfundet

Pink Floyds musikfilm og tilhørende album *The Wall* fra 1979 kan tolkes som en kritik af det kapitalistiske samfunds forsøg på at reducere dets borgere til brikker uden selvstændig vilje. Her illustreret i form af skolesystemet som en pølsefabrik, der moser børnene til kødfars.

Illustration fra Pink Floyds album The Wall.

Af M.g.m/Album/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Grundlaget for den marxistiske sociologiske analyse er, at samfundet formes af den måde, økonomien er struktureret på. Det betyder, at samfundsmæssige relationer vokser ud af kernen af samfundets logik, som er dets økonomiske struktur. Måderne, hvorpå folk interagerer med hinanden eller med institutionerne, er dikteret af det kapitalistiske system og dets udnyttelse af arbejdere til fordel for kapitalejerne.

Livet er formet omkring menneskers bidrag til det økonomiske system. Når arbejderen står op hver dag og tager på arbejde, er han med til at producere, mens han efter arbejde skal forbruge. En af skolens vigtigste funktioner er at institutionalisere børn, så de får indbygget gode vaner såsom at møde op samme tid hver dag og følge skemaer og regler. Når de har fri fra skole, kan børnene bruge sociale medier, og derved skaber de værdi til virksomhederne bag ved både at uploade og forbruge indhold.

Almindelige mennesker (arbejdere) har en interesse i at have frihed, mens kapitalejerne har en interesse i at forme en verden, hvor arbejdskraften udnyttes maksimalt, og hvor arbejderne i deres fritid forbruger så meget som muligt.

At belyse denne interessekonflikt mellem kapitalejerne og arbejderne er kernen i den marxistiske sociologiske tilgang.

Fremmedgørelsens funktion

Et andet vigtigt koncept i den marxistiske opfattelse af sociologi er begrebet fremmedgørelse. Det udtrykker det forhold, at en social gruppe eller klasse har en fælles interesse eller et situationsfællesskab, som den endnu ikke er bevidst om, eller som den forhindres i at forene sig omkring.

Ved at få folk til at føle sig som individer i stedet for en del af en større undertrykt gruppe, kan det kapitalistiske samfund svække en kollektiv modstand til fordel for en følelse af at være alene, som en enkelt person, der ikke kan påvirke de store linjer i samfundet.

Marxistisk sociologi i Sovjetunionen

I Sovjetunionen var myndighederne tilbageholdende med at støtte udviklingen af discipliner som sociologi, da disse havde potentiale til at afsløre samfundsmæssige dynamikker, der kunne være problematiske for den herskende ideologi. Derfor var det primære analytiske redskab for at studere samfundet historisk materialisme, hvor social udvikling blev forstået og fortolket som resultatet af en dialektik mellem produktionsforhold og produktivkræfter.

I 1958 blev det første sociologiinstitut etableret, den Sovjetiske Sociologiske Forening, fordi man frygtede, at sovjetisk videnskab ville blive opfattet som tilbagestående i forhold til den vestlige udvikling af sociologidisciplinen. Efter Josef Stalins død i 1953 forsøgte en ny bølge af sociologer at genoplive den teknokratiske karakter af Sovjetunionens sociale ingeniørkunst med de nyeste resultater fra den vestlige videnskab. Sociologi blev en kilde til adskillige store kampagner, såsom "videnskabelig organisering af arbejdet" eller "social planlægning".

Det mødte modstand fra visse marxistisk-leninistiske filosoffer, som betragtede opkomsten af sociologi som en krænkelse af deres territorium. I løbet af 1950'erne og 1960'erne mødte udbredelsen af sociologi spredt modstand fra dem, der kritiserede enhver statistisk analyse af empirisk data som en manifestation af "borgerlig positivisme".

Historisk materialisme blev erklæret som den eneste sande teori om historisk udvikling, hvor sociologi kun skulle være ansvarlig for konkrete empiriske undersøgelser med henblik på at hjælpe med at løse de sociale problemer i det sovjetiske samfund, men som i sidste ende demonstrerede korrektheden af den store teori. Sociologi blev dermed en underdisciplin af historisk materialisme.

Efter Perestrojka blev landskabet for sovjetisk sociologi ændret dramatisk, og sociologifakulteter spredte sig på universiteterne, især i perioden efter 1991.

Marxistisk sociologi i Vesten

I Vesten forsøgte filosoffer som Étienne Balibar og Louis Althusser og tilhængere af kapitallogikken i 1960'erne og 1970'erne at finde en mere nuanceret kerne i Karl Marx' historiske materialisme. Andre samfundsforskere har været inspireret af Karl Marx og betragtet ham som en af de vigtigste teoretikere på linje med Auguste Comte, Émile Durkheim og Max Weber.

Konfliktperspektivet vs. konsensusperspektivet

En af de vigtigste inspirationer fra Karl Marx er opfattelsen af, at dynamikken og sammenholdet i samfundsordenen skal forstås i et konfliktperspektiv, hvor de øvrige klassiske teoretikere pointerer et konsensusperspektiv.

Denne opfattelse har især fået betydning for forståelsen af samfundets klasseopdeling. I konfliktorienteret sociologi forstås klasseforskelle og sociale uligheder som hoveddynamikken i social forandring.

Centrale forfattere og sociologiske traditioner

En række klassiske sociologiske forfatterskaber i 1900-tallet har centralt udgangspunkt i dette grundspørgsmål såsom Rosa Luxemburg, Georg Lukács, Antonio Gramsci, Theodor W. Adorno og Herbert Marcuse. I Vesten findes der adskillige sociologiske traditioner, som karakteriserer sig selv som marxistisk orienterede.

Disse traditioner er typisk tværgående samfundsvidenskabelige traditioner, som omfatter både sociologi, økonomi og politisk videnskab. Et eksempel på dette i Danmark er filosoffen Søren Mau og hans bog Stum tvang fra 2021. Her udfolder han, hvordan "den stumme tvang" er usynlig og eksisterer omkring alle borgere i et moderne kapitalistisk samfund. Den stumme tvang tvinger os til at udføre bestemte sociale handlinger bare for at kunne overleve.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.