Det vigtigste værk inden for marxistisk økonomi er Karl Marx' Kapitalen, hvori han analyserer ikke blot en markedsøkonomi i almindelighed, men også en kapitalistisk, dvs. en polariseret, markedsøkonomi.

Af historiske grunde er det to økonomisk meget ulige parter, der her står over for hinanden: Arbejderne, der kun har deres arbejdskraft at sælge, og de kapitalistiske virksomhedsejere, der vil forøge deres formue, hvilket fører til udbytning af arbejderne.

Karl Marx mente hermed, at arbejderne udfører merarbejde for en anden samfundsklasse, dvs. at de arbejder længere tid pr. dag, end der kræves for at producere, hvad der kan købes for daglønnen.

Herved fremkommer profitten eller med Karl Marx' foretrukne udtryk merværdien, dvs. det overskud, som i første omgang tilfalder virksomhedsejerne, uanset om en andel deraf evt. senere må videregives til jordejere og långivere.

For Karl Marx var det særlige ved kapitalismen sammenlignet med slavesamfundet og det feudale samfund, at merarbejdet er sløret ved, at der foreligger en formelt frivillig kontrakt mellem parterne. Og mens den livegne bondes hoveriarbejde på feudalherrens mark er klart adskilt fra bondens arbejde for sig selv på sin egen jord, så falder i kapitalismen merarbejdet sammen med det nødvendige arbejde i tid og rum.

Arbejdsværdilæren benyttedes af Karl Marx primært som en metode til måling af udbytning. Karl Marx' pristeori derimod indebærer, at priserne kun indirekte har med arbejdsværdierne at gøre, idet konkurrencen tenderer mod at gøre priserne proportionale med produktionsomkostningerne, iberegnet normalforrentning af kapital, og ikke med arbejdsværdierne.

Hans pristeori anses i dag for forældet eller i bedste fald et specialtilfælde af den moderne pristeori, mens udbytningsteorien stadig videreudvikles, fx af amerikaneren John Roemer.

Et centralt tema i marxistisk økonomi er de kapitalistiske markedskræfters tendens til at underlægge sig stadig flere sider af samfundslivet og brede sig ud over alle landegrænser (globalisering). Den vældige teknologiske udvikling, som kapitalismen frembringer via jagten på øget merværdi og pga. konkurrencens pres, må ifølge Karl Marx medføre dels kapitalkoncentration og stordrift, dels relativ forarmelse af arbejderklassen.

Økonomiske historikere og statistikere har tilsluttet sig det første synspunkt, men har ikke for 1900-t.'s vedkommende kunnet bekræfte en relativ forarmelse, idet lønsummens andel af nationalindkomsten synes at have været nogenlunde konstant.

Arbejdernes utryghed pga. svingninger i beskæftigelsen forårsaget af kapitalismens økonomiske kriser er et andet vigtigt tema i marxistisk økonomi. Karl Marx og hans efterfølgere har beskrevet tre forskellige mekanismer bag disse kriser.

En af dem er loven om profitratens tendens til fald. Tanken er her, at de teknologiske innovationer gennemgående forøger den krævede kapitalmængde i forhold til produktionen. Teorien hænger imidlertid dårligt sammen, og empirisk understøttes loven ikke. Baggrunden er, at kapitalbesparende innovationer empirisk synes lige så udbredte som kapitalbrugende, dvs. de af Karl Marx forventede.

De to andre krisemekanismer, profitklemme og underforbrug, har stået sig bedre. Profitklemmen opstår, når et konjunkturopsving fører til så kraftige indhug i den industrielle reserve af arbejdsløse, at lønstigninger presser profitten ned og svækker tilskyndelsen til at investere.

Underforbrug, der medfører efterspørgselskrise, kan opstå, når arbejderne står svagt i lønkampen, og reallønnen halter så meget bagud i forhold til produktivitetsudviklingen, at der opstår ubalance mellem den samlede vareefterspørgsel (forbrug plus investeringer) og produktionspotentialet.

Karl Marx fremsatte i denne sammenhæng en indgående kritik af den franske økonom Jean-Baptiste Says teori om, at det, der begrænser det samlede udbud af varer, kun er de til rådighed stående resurser og aldrig den samlede vareefterspørgsels omfang (Says lov). I modsætning hertil pegede Karl Marx på, at de, der producerer og sælger varer, ikke automatisk fortsætter udvekslingsprocessen og køber andre varer. I stedet kan de i "dårlige tider" foretrække at "holde på pengene" og dermed forværre de dårlige tider. Kritikken af Says lov blev senere et centralt element i John Maynard Keynes' og Michal Kaleckis teori om konjunkturudsving.

I begyndelsen af 1900-t. videreudviklede Rosa Luxemburg underforbrugstemaet i sammenhæng med Karl Marx' reproduktionsskemaer, dvs. hans vækstmodeller med tre produktionssektorer fra andet bind af Kapitalen (disse reproduktionsskemaer blev en forløber for moderne input-output-teori, se Wassily Leontief). Desuden fremkom Rudolf Hilferdings teori om finanskapitalen og Nikolaj I . Bukharins og Vladimir I. Lenins analyser af imperialismen.

Den amerikanske kapitalisme efter 2. Verdenskrig er analyseret af bl.a. Paul Baran (1910-64) og P.M. Sweezy, og magtforhold i den kapitalistiske arbejdsproces af Samuel Bowles (f. 1939). 1900-t.s marxistiske økonomer har ikke primært haft deres force på det teoretisk-analytiske plan, men snarere som kapitalismens karaktertydere.

Marxske problemstillinger, fx konsekvenserne af en meget skæv formuefordeling, synes ikke at have mistet deres aktualitet. Men tendensen er, at de, der går i kast med dem, henter deres analyseværktøj fra den moderne samfundsøkonomis værktøjskasse, hvortil bl.a. Karl Marx har leveret væsentlige bidrag.

Læs videre om marxistisk sociologi eller om marxisme generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig