Ministeriet for Holsten, oprettet januar 1852 som led i rekonstruktionen af Helstaten efter Treårskrigen 1848-51; ministeriet omfattede tillige hertugdømmet Lauenburg. Sagsområdet, som blev fastlagt ved kgl. kundgørelse af 28.1.1852, var bl.a. holstensk og lauenburgsk handel og industri. I samarbejde med Ministeriet for Slesvig havde Ministeriet for Holsten desuden ansvar for ikke-politiske fælles institutioner for Hertugdømmerne, fx Kiels Universitet. De fleste sager vedrørende Holsten overgik i 1862 til den nye holstenske regering, og Ministeriet for Holsten blev nedlagt i november 1864 efter Danmarks afståelse af Hertugdømmerne.