centraladministrationen (Efter 2. Verdenskrig)

Centraladministrationen (Efter 2. Verdenskrig), blev centraladministrationens rolle ændret fra stort set at administrere på grundlag af detaljerede love til at forestå en meget omfattende planlægning og styring af hele den offentlige forvaltning. I 1950'erne gennemførtes en række analyser, der mundede ud i krav om en stærkere placering af den offentlige sektor. Fra Arbejdsmarkedskommissionen og Teknikerkommissionen blev der peget på stigende behov for uddannelse og forskning og som følge deraf stigende krav til det offentlige. Fra omkring 1960, da den økonomiske vækst i Danmark for alvor satte ind, arbejdede ledende kræfter i centraladministrationen på at opnå en stærkere rolle i planlægning og styring af væksten: Landsplanudvalgets sekretariat analyserede byernes fysiske vækst og satte rammer for placeringen af bolig-, sommerhus- og industriområder, og Det Økonomiske Råds sekretariat analyserede kræfterne i den økonomiske udvikling. Fra 1968 søsattes perspektivplanarbejdet under Finansministeriets ledelse; det blev startsignalet til en mere planlægningsorienteret organisation i mange ministerier.

Reformer i folkeskole, gymnasier og andre ungdomsuddannelser blev gennemført i 1960'erne, samtidig med at en række administrative reformer blev forberedt: Kommunalreformen, Socialreformen, Arbejdsmarkedsreformen og Planlovsreformen var alle led i sikringen af, at kommuner og amter på det lokale plan kunne tage sig af borgernes daglige service og udvikle velfærdsstatens centrale institutioner.

Lovgivningen blev gradvist ændret fra forholdsvis præcise og detaljerede bestemmelser til stadig flere rammelove, der overlod den videre implementering til ministeren og centraladministrationen. Samtidig opgav man den minutiøse indsigt i lokalforvaltningen via godkendelser og kontrol. I stedet blev der opstillet krav om lokal sektor- og budgetplanlægning, og ministerierne udfærdigede vejledninger og retningslinjer for lokale aktiviteter i stedet for specificerede krav. Mange ministerier fik en slags konsulentfunktion for kommunalforvaltningerne. Fra 1990'erne har man kunnet spore en vis tendens til øget statslig detailregulering af kommunerne med henblik på at mindske forskellene mellem de lokale serviceydelser og for at styre de økonomiske aktiviteter inden for en samfundsøkonomisk ramme. Strukturreformens etablering af større kommuner og sammenlægning af amterne til 5 regioner, der ikke har skatteudskrivningsret, kan tolkes i samme retning.

Internationaliseringen er blevet stadig mere omfattende efter 2. Verdenskrig. Danmarks medlemskab af FN, OECD og NATO stillede krav til embedsværket om international forståelse og indsigt. Danmarks indtræden i Fællesmarkedet blev forberedt fra omkring 1960. Det slog fejl i første omgang, men Danmark indtrådte i 1973 sammen med Storbritannien. I begyndelsen fungerede Udenrigsministeriet som koordinator af Danmarks EU-aktiviteter, men siden er mange opgaver blevet løst af de enkelte ministerier i samspil med Europaudvalget.